13. nov. 2026 kl. 22:06
35 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Repositionering og producentpriser pressede korte rente let tilbage

USA/T-bond: Repositionering og producentpriser pressede korte rente let tilbage

Efter store rentestigninger gennem ugen var der mere ro på handelen fredag, hvor renterne i den korte ende satte sig.

Der var tale om repositionering, men mildere end ventede stigninger i producentpriserne i oktober var med til at dulme nerverne efter overraskende store forbrugerprisstigninger tirsdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg 1 basispoint til 5,14 pct., hvilket var et enkelt point over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede for weekenden.

Henover hele ugen steg den lange rente dermed 0,26 pct.point, og for første gang i mere end ti år solgte finansministeriet nye tiårige statslån, for 42 mia. dollar, med en kuponrente over 5,00 pct.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente sætte sig 4 basispunkter til 4,84 pct., men over ugen blev det stadig til et rentehop på 0,33 pct.point.

- Inflationen er stædigt høj, og Federal Reserve bliver nødt til at handle lidt hurtigere og lidt mere aggressivt, kommenterer Molly Brooks, amerikansk rentestrateg hos TD Securities, over for Reuters.

Forbrugerpriserne for oktober udviklede sig ganske vist til den milde side med en månedsvækst på 0,3 pct. mod ventede 0,4 pct. og sammenlignet med 1,3 pct. i september, men investorerne har stadig udviklingen i forbrugerpriserne i baghovedet.

Tirsdag viste en anden opgørelse nemlig, at kerneforbrugerpriserne i oktober på månedsbasis voksede med uændrede 0,3 pct. mod en ventet opbremsning til 0,2 pct. Det var tredje måned i træk, at opgørelsen overraskede ved at vise større stigninger end ventet.

Handelen med rentefutures pegede mandag på en sandsynlighed på 85 pct. for, at Federal Reserve vil hæve sin rente med 0,25 pct.point i december til 4,00-4,25 pct.

Nu ser investorerne det udfald som et minimum med en sandsynlighed på godt 5 pct. for, at det bliver et løft på 50 basispoint, da markedet ser renten blive sat op til knap 4,15 pct.

Fredag øgede Bank of America også sine forventninger til antallet af renteforhøjelser i denne cyklus og spår nu tre mere, i december, januar og marts. Investeringsbanken mener nemlig, at Federal Reserve nu ser ud til at være "bag kurven" i forhold til inflationen.

- Den har ikke længere den luksus at kunne hæve i et kvartalsvist tempo, konkluderer USA-økonom i Bank of America Aditya Bhave i et notat.

.\\˙ MarketWire