Amerikanske dollar er fredag på vej mod den største ugentlige svækkelse siden januar.
Optimisme om at våbenhvilen i Den Persiske Golf vil holde, og at olietransporterne bliver genoptaget, har sat gang i afvikling af risikoplaceret kapital.
Fredag morgen ligger dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, i 98,90 mod 98,95 torsdag eftermiddag klokken 17 og 100,28 ved indgangen til ugen.
Dollar blev styrket kraftigt i marts, da den amerikanske valuta stod som en af de få bastioner med sikkerhed, i takt med at USA's og Israels krig mod Iran sendte oliepriserne kraftigt i vejret, mens aktier og guld sank i grus, og inflationsbekymringer sendte obligationskurserne sydover og renterne tilsvarende op.
Men nu giver den vaklende våbenhvile håb, og investorerne er i fuld gang med at afvikle de sikre positioner, hvilket betyder storudsalg af amerikanske dollar.
Selv japanske yen, der er under intenst pres fra de lave japanske renter, fra regeringens udgiftsplaner og Japans store afhængighed af importeret olie, ligger tæt på det stærkeste niveau i en uge.
Men våbenhvilen, der blev annonceret tirsdag, har givet håb om en åbning af Hormuzstrædet og dermed for de vitale olie- og gastransporter, som store dele af Asien og Europa er afhængig af.
Det hele står og falder med fredsforhandlingerne i Pakistan, der starter i dag, fredag, og ventes at fortsætter hele weekenden.
Iranske embedsmænd ankom til Islamabad torsdag, og en amerikansk delegation, ledet af vicepræsident JD Vance, ankommer fredag.
- Hvis det er positive forhandlinger, vil det være dollar-negativt. Og hvis vi når til mandag, og forhandlinger går dårligt, og der stadig er mangel på skibe, så kan tingene vende hurtigt, siger strateg Jason Wong fra BNZ i Wellington til Reuters.
Han peger på, at de amerikanske dollar, der blev købt da krigen var mest intens, nu sælges i stor stil, da risikoen for et dårligt udfald er aftaget en del.
- Selvom det stadig ser lidt usikkert ud, er våbenhvilen, der fjerner den bagvedliggende risiko, vigtig set fra et stemningsmæssigt synspunkt, siger Jason Wong.
Trods våbenhvilen og åbningen af strædet er der forsat langt til en normalisering af skibstrafikken. I de første 24 timer af våbenhvilen sejlede kun et enkelt olietankskib og fem tørlastskibe gennem Hormuzstrædet, som før krigen så omkring 140 skibe om dagen sejle gennem strædet, hvor omkring en femtedel af verdens olie- og flydende naturgasforbrug passerer.
Den svækkede dollar har sendt kinesiske offshore yuan - som aldrig rigtig er svækket siden krigen begyndte i slutningen af februar - til noget nær det stærkeste niveau siden 2023.
Den fritflydende kinesiske yuan handles til 6,8310 per dollar fredag morgen mod 6,8380 yuan torsdag eftermiddag og 6,8835 yuan for en uge siden.
- Offshore yuan har været en overraskende vinder af Iran-krigen på trods af Kinas rolle som den største olieimportør i verden. Mindst et par markedsdeltagere har sat gang i en revurdering af "Kina-risikopræmien" grundet den stigende global usikkerhed andre steder. Det har ført til, at Kina mere og mere ligner den eneste voksne, der er til stede, siger økonom Lynn Song fra ING ifølge Reuters.
Dollar koster fredag morgen 159,17 yen mod 159,19 torsdag eftermiddag.
Euro koster samtidig 1,1689 dollar mod 1,1685 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3420 dollar mod 1,3415 dollar torsdag.
.\\˙ MarketWire