USA's centralbank holdt onsdag sin rente i ro, men inden årets udgang vil Federal Reserve ligesom i september igen stramme pengepolitikken.
Det er vurderingen hos analytikerne og økonomerne.
- Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder som ventet renten i ro på dagens møde. Det var helt som ventet i markedet, der på forhånd var "guidet" af den seneste tids bløde meldinger fra en række Federal Reserve-medlemmer, hedder det i en kommentar fra chefstrateg i Velliv, Frederik Romedahl Poulsen.
Centralbanken fremhævede i sin melding onsdag en stærk økonomisk vækst og robuste investeringer med et jobmarked, der har holdt skansen, mens inflationen dog var "forhøjet".
Det skyldes blandt andet, at energipriserne er steget kraftigt i år i kølvandet af USA's angreb på Iran, og hos Velliv anser man det som årsagen til, at centralbanken tilbage i september hævede sin rente med 0,25 pct.point til 3,75-4,00 pct.
- For mig at se peger meget på, at Federal Reserve vil fortsætte med at agere proaktivt og levere endnu en renteforhøjelse til december. Derfra kræver yderligere stramning af pengepolitikken et stærkere og mere bredt funderet inflationspres i økonomien. Mit udgangspunkt er, at december måneds renteforhøjelse bliver den sidste for denne omgang i USA.
I Middelfart Sparekasse noterer investeringsstrateg Jacob Pedersen sig, at centralbanken i USA nu er mere positiv på økonomien.
- Centralbanken har opgraderet sin beskrivelse af økonomien fra solid til stærk vækst. Det er ikke ord, man vælger, hvis man overvejer at stoppe med at hæve renten, konstateres det.
Middelfart Sparekasses ekspert peger her også på, at to af bankens 12 stemmeberettigede chefer, styrelsesrådsmedlem Lisa Cook og direktør i Cleveland-distriktet Beth Hammack, på denne onsdags møde stemte for at sætte renten op igen.
- En anden vigtig ændring i pressemeddelelsens ordlyd er, at centralbanken nu vil "samle flere oplysninger, før den tager næste skridt". Det er en klassisk pause med løftet pegefinger. Døren til en renteforhøjelse i december står på vid gab, lyder det fra Jacob Pedersen.
Hos Nykredit regner Frederik Engholm, chef for makro og strategi, også, at der ligger en strammere pengepolitik forude, men kun i form af en enkelt forhøjelse i denne cyklus.
- Inflationen i USA er alt for høj, men det er vores bedste bud, at centralbanken vil vurdere at en mindre forhøjelse af renten vil være tilstrækkeligt til at undgå, at inflationen bliver et mere udbredt problem og sætter sig i en masse varer foruden energirelaterede varer. Derfor ser vi kun en yderligere forhøjelse fra Federal Reserve, hedder det fra Nykredit.
.\\˙ MarketWire