05. feb. 2026 kl. 09:15
37 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Vestas/CFO: Vi er stolte over 2025 og ser frem til at fortsætte væksten i 2026 - NY

Vestas/CFO: Vi er stolte over 2025 og ser frem til at fortsætte væksten i 2026 - NY

Vestas har haft en stærk afslutning på 2025 og lander målt på driftsmarginen i den øvre ende af det udmeldte forventningsspænd.

En rekordstor ordrebog giver samtidig et godt afsæt for fortsat vækst i omsætning og indtjening i 2026.

Udviklingen skaber ikke overraskende stor tilfredshed hos finansdirektør Jakob Wegge-Larsen fra Vestas, som også er glad for at kunne fortsætte udlodningerne til aktionærerne.

- Vi har haft en stærk afslutning på 2025. Vi leverer en historisk høj omsætning tæt på 19 mia euro, og EBIT-marginen på 5,7 pct. er oppe i den øvre ende af vores outlook. Det er vi selvfølgelig rigtig glade og stolte over.

- Vi kombinerer det også med stærke frie pengestrømme, som samlet gør, at vi kan starte et aktietilbagekøbsprogram på 150 mio. euro. Det er det andet kvartal i træk, at vi gør det. Derudover betaler vi dividende på 100 mio. euro, siger Jakob Wegge-Larsen i et interview med MarketWire efter regnskabet.

ORDRENE DÆKKER VÆKSTPROGNOSEN FOR 2026

Vestas venter yderligere vækst i 2026, hvor omsætningen ventes at stige til 20-22 mia. euro, mens prognosen for EBIT-marginen er på 6-8 pct. før særlige poster.

Forventningerne er bakket op af en rekordstor ordrebog.

- Vi har haft en flot ordreindgang i 2025, som vi nu begynder at levere på. Samlet er vores ordrebog på mere end 70 mia. euro på både møller og service. Derfor er der udsigt til fremgang på det hele i 2026.

- Så alt i alt en god dag for os. Vi er stolte af at levere det, vi lovede i starten af 2025 - på trods af de usikkerheder og udfordringer, vi har set ramme os. Og vi ser frem til en 2026, hvor vi forbedrer både top- og bundlinje, siger Jakob Wegge-Larsen.

Hvor Vestas lader omsætningsmæssigt i 2026, afhænger i stor udstrækning af, hvordan selskabet får eksekveret på de projekter, det har i ordrebogen.

- Vi guider 20-22 mia. euro i omsætning i 2026. Det, vi guider for, det er det, vi har i vores ordrebog allerede. Der er selvfølgelig altid en eksekveringsrisiko. Hvis der er projekter, der bliver forsinkede, eller kommer til at blive færdiggjort tidligere, kan det rykke på nogle milepæle - og der kan ske forskydninger mellem kalenderår. Det er sådan, det altid er i Vestas, siger finansdirektøren.

AFDÆKKER RÅVARERISICI

Der har de seneste uger været stor uro på metalmarkederne, hvor priserne på guld, sølv, kobber, aluminium og andre metaller har vist store udsving.

Det er dog ikke noget, der skaber større bekymring hos Vestas, som afdækker sine risici.

- Det, der sker lige i øjeblikket, det kan vi håndtere inden for den guidance, vi er kommet med. Vi har en relativ forsigtig tilgang til det og spekulerer ikke. Når vi lander en ordre, afdækker vi risikoen.

- Hvis det er noget, der udvikler sig langsigtet, så er det også noget, vi priser over til kunderne. På kort sigt på de aftaler, vi har, der har vi afdækket vores risiko. Vi er meget forsigtige og spekulerer ikke, siger Jakob Wegge-Larsen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 130 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig