En langt stærkere indtjeningsfremgang end ventet i andet kvartal og forbedret sigtbarhed for resten af året giver styrket optimisme hos vindmølleproducenten Vestas, som i halvårsregnskabet da også skruer op for forventningerne til hele året.
I et interview med MarketWire efter regnskabet udtrykker Vestas' finansdirektør, Jakob Wegge-Larsen sig positivt om muligheden for yderligere indtjeningsforbedringer til næste år, som kan blive året, hvor selskabet når sit mangeårige marginmål på 10 pct.
- Jamen der er ikke nogen, der vil være mere glade end Henrik Andersen (topchef, CFO, red) og jeg, når vi når dertil, og det er klart, at med det her er vi tættere på. Uden at jeg skal til at guide for 2027, så forventer vi, at vi vil forbedre os yderligere næste år. Offshore er et af de store delmål til at nå de 10 pct., og på det område venter vi stadigvæk at være tabsgivende i 2026, mens vi ser en forbedring ind i næste år, siger Jakob Wegge-Larsen efter regnskabet for andet kvartal, hvor forventningerne til driftsmarginen, EBIT, før særlige poster hæves til 7-9 pct. fra 6-8 pct.
MarketWire: Så det kan godt blive næste år, at I når op på de 10 pct. i driftsmargin?
- Det kan det godt, ja, siger Jakob Wegge-Larsen.
Før onsdagens uventet stærke halvårsregnskab estimerede analytikerne, at Vestas i år ville nå en driftsmargin på 7,2 pct., mens de så en forbedring til 8,5 pct. i 2027.
Ses isoleret på andet kvartal tog driftsmarginen et gevaldigt hop op til 9,4 pct. fra 1,5 pct. i samme kvartal året før.
Det er drevet af både land- og havmøllerne i Power Solutions-forretningen, hvor marginen er steget markant mere end ventet til 10,4 pct. fra minus 0,4 pct. året før.
På offshore, hvor selskabet er i gang med at opskalere produktionen, er der en markant forbedring i forhold til året før, idet omkostninger falder ud og indlæringskurven forbedres i takt med, at produktionen skrues op.
- Nu har vi i tidligere kvartaler snakket om de udfordringer, vi har haft med opskaleringen inden for offshore og den negative betydning, det har haft for resultaterne - det er stadigvæk ikke profitskabende, men det er væsentligt bedre end sidste år og det er det, der driver år-til-år-udviklingen, men også landmøllerne, siger Jakob Wegge-Larsen.
Samtidig er omkostningerne i kontrol, og når der samtidig produceres langt flere møller slår det positivt igennem på marginudviklingen.
- Vi holder vores faste omkostninger på det samme niveau, men når vi så samtidig vokser på toplinjen, er det klart, at det giver noget marginforbedring. Men derudover har vi haft en fremragende projekteksekvering af alle vores projekter her i andet kvartal, fortæller Jakob Wegge-Larsen.
Der har ifølge finansdirektørens vurdering ikke været ekstraordinære forhold, der har givet selskabet ekstra medvind i kvartalet.
- Der er ikke nogen ekstraordinære forhold der, men jeg vil sige, at når man har en projektforretning, så er det klart, at hvert projekt har et budget, og normalt er der nok flere negative, end der har været her i andet kvartal.
- Det er et stærkt kvartal, hvor vi har haft god eksekvering på de fleste af projekterne. Det gør bare, at vi ikke skal lægge skjul på, at det er et stærkere kvartal, også end vi selv havde forventet, da vi gik ind i kvartalet. Men der er ikke ekstraordinære forhold som sådan, siger han.
Han pointerer også, at omkostningsudviklingen i projekterne har været bedre end forventet.
- Generelt har vi formået, via de forskellige teams, at holde omkostningerne på et lavere niveau, end det vi havde forventet, da vi gik ind i kvartalet.
.\\˙ MarketWire