10. mar. 2026 kl. 07:26
97 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Håb om kortvarig konflikt giver løft til aktierne

Aktier/tendens: Håb om kortvarig konflikt giver løft til aktierne

De europæiske aktiefutures stiger tirsdag morgen pænt, og de asiatiske aktier tromler derudaf efter noget af en U-vending på Wall Street mandag aften, da investorerne reagerede på pludseligt faldende oliepriser.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, betegnede på tv-stationen CBS krigen mod Iran som stort set fuldført og meget længere fremme end hans egen fire-fem ugers plan. Det øgede straks håbet om en kortvarig konflikt.

En stigning på mere end 30 pct. i olieprisen til næsten 120 dollar per tønde gik i sig selv, og investorerne genfandt købelysten - i hvert fald for en stund.

Det amerikanske aktiemarked gik fra et minus på 1,5 pct. ved åbningen til et plus på 0,8 pct. ved lukketid til S&P 500. Dow Jones endte med en stigning på 0,5 pct., og Nasdaq steg 1,4 pct. Kovendingen har tirsdag en tydelig indvirkning på de europæiske futures, der indikerer, at DAX og Euro Stoxx 50 vil åbne 1,2 pct. og 1,3 pct. højere.

Det giver håb om en positiv start for det hjemlige C25-indeks, der mandag faldt med 1,1 pct. til 1675,23.

NOVO NORDISK SÆNKET TIL HOLD AF AMERIKANSK FINANSHUS

Novo Nordisk har fået sænket anbefalingen af sin aktie til "hold" fra "køb" hos det amerikanske børshus TD Cowen, der samtidig har sænket kursmålet med en tier til 270 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Novo gik mandag med en stigning på 2,7 pct. til 254,50 kr. mod strømmen i et generelt surt aktiemarked.

Investorerne reagerede positivt på, at selskabet dropper sit søgsmål om patentkrænkelse mod Hims & Hers. Novo har i stedet indgået et nyt partnerskab med Hims & Hers, så det amerikanske selskab får adgang til at sælge FDA-godkendte udgaver af Semaglutid-baseret medicin.

Aftalen med sundhedsplatformen er et lille plus for Novo Nordisk, men giver kun begrænsede muligheder, vurderer Citi, der gentager anbefalingen "neutral". Børshuset peger på, at mandagen ligeledes bød på en negativ nyhed fra amerikanske Regeneron, der præsenterede lovende data fra et kinesisk fase 3-studie med vægttabskandidaten, Olatorepatid.

CONTAINERREDERIERNE LIGGER GENERELT LIDT HØJERE I ASIEN

Efter en svær mandag for containerrederierne ser det tirsdag lidt bedre ud med mindre plusser til hovedparten af de asiatiske containerrederier på nær Evergreen Marine, der sætter sig. Men det er langt fra den branche, som klarer sig bedst.

Kinas transportministerium har ifølge Reuters indkaldt lederne for Mærsk og det schweiziske Mediterranean Shipping Company (MSC) til et møde på mandag. Mødet skal handle om international forretningspraksis inden for shipping.

Ministeriet uddyber ikke, hvad mødet skal handle om, men indkaldelsen kommer, efter at Panamas søfartsmyndighed i januar annullerede driften af to havneterminaler med Panamakanalen med det Hongkong-baserede firma CK Hutchison.

Panamas højesteret afgjorde i slutningen af februar, at Panamas søfartsmyndighed skal overtage driften af havnene. Afgørelsen er truffet med henblik på, at APM Terminals Panama skal overtage Balboa, og MSC skal overtage Cristóbal.

A.P. Møller - Mærsk B lukkede mandag 4,2 pct. lavere i 16.150 kr.

FORTSAT FOKUS PÅ ZEALAND OG GUBRA EFTER DAGE MED STORE UDSVING

Zealand Pharma er stadig i fokus, efter at selskabets aktie mandag kom stærkt igen oven på fredagens nedslagtning. Fredag måtte Zealand Pharma se sin aktie falde med hele 36,4 pct., efter at selskabet præsenterede data for sit vægttabshåb Petrelintid, der ikke formåede at leve op til markedets forventninger til det opnåede vægttab.

Mandag steg aktien med 8,9 pct. til 255,80 kr.

Gubra led mandag samme skæbne, som Zealand Pharma havde lidt fredag. Gubras aktie blev umiddelbart efter offentliggørelsen af partneren Abbvies forsøgsdata med fedmekandidaten ABBV-295 sendt ned med 20 pct.

Fase 1-forsøgsdata viste et vægttab på 9,79 pct. efter 12 uger, hvilket investorerne i første omgang reagerede meget negativt på. Men andelen af kvinder, som oftest taber sig mere end mænd, var relativt lavt i studiet, og flere forsøgsdeltagere havde en forholdsvis lav BMI sammenlignet med andre studier.

Det kan have medvirket til, at investorerne siden trak lidt i land, og aktien "kun" faldt med 5,2 pct. til 355,40 kr.

VESTAS-RIVAL SIKRER ORDRER PÅ KNAP 280 MEGAWATT

Den danske vindmølleproducent Vestas kan konstatere, at konkurrenten Nordex har hentet ordre på samlet 279,2 megawatt til ni forskellige vindmølleprojekter på det tyske hjemmemarked.

Bestillingerne kommer fra den langvarige Nordex-kunde wpd, fremgår det af en pressemeddelelse fra Nordex.

Vestas lukkede mandag 1,5 pct. lavere i 154,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 246 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig