Demant har givet sig selv en fremragende start på fjerde kvartal med voldsom vækst i tredje kvartal, hvor selskabet løb fra markedet med en tocifret organisk vækst.
Dermed blev der vundet markedsandele takket være blandt andet nylanceringen Oticon Reveal.
Og den position skal nu befæstes og forsvares i fjerde kvartal, hvor analytikerne også har pæne forventninger til Demants præstation.
- Med Kind (tysk detailkæde, som Demant har købt, red.), besparelser og et genoptaget tilbagekøb er indtjeningen per aktie på vej markant op. Det er dog vigtigt at mærke sig, at markedet allerede regner med toppen af prognosen. Fjerde kvartal skal derfor levere fuldt ud, samtidig med at flere konkurrenter sender nye høreapparater på markedet. Demant har fået et forspring, og nu skal selskabet forsvare det, skriver Jacob Pedersen, der er investeringsstrateg hos Middelfart Sparekasse, i en kommentar.
Demant opjusterede den 9. oktober sine forventninger, og den prognose blev i tirsdagens periodemeddelelse gentaget.
Høresundhedskoncernen venter nu en organisk vækst på 7-8 pct. og et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 4700-5000 mio. kr. i hele 2027.
Konsensus blandt analytikerne var inden tirsdagens endelige periodemeddelelse en organisk vækst på 8,0 pct., viser estimater indsamlet af Demant selv efter opjusteringen.
Det er dermed i den absolutte top af selskabets eget opjusterede forventningsspænd.
For driftsresultatet (EBIT) før særlige poster venter analytikerne efter opjusteringen 4939 mio. kr., viser de opdaterede estimater.
.\\˙ MarketWire