10. jun. 2026
46 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Novo og Mærsk stemplede ind på syrligt marked

Europa/lukning: Novo og Mærsk stemplede ind på syrligt marked

Novo Nordisk og Mærsk gjorde sig onsdag bemærket også i europæisk regi, da de to aktier skød i vejret ud på eftermiddagen.

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks endte dermed tæt på status quo efter fald det meste af onsdagen, hvor stemningen var trykket af den fastlåste situation i Mellemøsten.

Facit ved lukketid var et plus til Stoxx 600 på 0,1 pct. til 618,18.

Novo steg 5,1 pct. og Mærsk med 5,2 pct. målt på B-aktien.

Novo kunne blandt andet glæde sig over godt nyt fra Storbritannien, hvor der ifølge Bloomberg allerede er store ventelister for at sikre sig Wegovy-pillen, når den kommer på markedet.

For Mærsk var det formentlig indtrykket af en fastlåst situation i Mellemøsten og af den grund forventninger om fortsat høje rater, der sendte aktien højere.

Blandt de faldende aktier var norske Kongsberg Gruppen, der dykkede over 5 pct., selv om selskabet stiller en markant omsætningsvækst i udsigt over de næste mange år, hvor den øgede geopolitiske usikkerhed ventes at drive efterspørgslen efter forsvarsudstyr.

Fra et niveau på omkring 33 mia. norske kr. i 2025 sigter Kongsberg Gruppen mod at nå 100 mia. norske kr. i 2029 og 150 mia. norske kr. i 2033, skriver selskabet i forbindelse med sin kapitalmarkedsdag.

For 2029 er det en spids under analytikerkonsensus på 103 mia. norske kr. ifølge Bloomberg.

Samtidig sigter Kongsberg mod at nå en driftsmargin målt på EBIT på mere end 16 pct.

Marginmålet er betydeligt under analytikerkonsensus, påpeger analytiker Marie-Ange Reggio fra Morgan Stanley, der vurderer, at manglen på løftede konsensusestimater bør sætte spørgsmålstegn ved aktiens høje værdiansættelse.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 86 anmeldelser