29. okt. 2026 kl. 14:20
83 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

ISS får del af skylden for dødsbrand: Medarbejder slukkede brandalarmer

ISS får del af skylden for dødsbrand: Medarbejder slukkede brandalarmer

Det danske serviceselskab ISS får i en ny rapport noget af skylden for en af de dødeligste brande i Hongkong nogensinde, hvor 168 mennesker mistede livet.

Det afslører en ny rapport lavet af en uafhængig komité, som skulle undersøge forløbet op til, under og efter branden i Wang Fuk Courts højhuse.

Brandens tragiske konsekvenser skyldtes ifølge rapporten, som torsdag er blevet præsenteret på en pressekonference, "fejlhandlinger" fra private selskabers side samt "årtiers svigt" fra de offentlige myndigheder.

- På baggrund af de ovenfor sammenfattede beviser er udvalget enig i de synspunkter, som Dawes SC har fremført, nemlig at både Victory Fire (en autoriseret installatør af brandsikringsanlæg, red.) og ISS spillede en rolle og bør påtage sig ansvaret for, at man undlod at rette op på nedlukningen af FAS (Fire Alarm System, red.), skriver komitéen.

- Selvom der er uenighed om de faktiske omstændigheder mellem disse parter, er det ikke nødvendigt, at udvalgets konklusioner bygger på en afklaring af disse uenigheder, lyder det.

EN ISS-MEDARBEJDER SLUKKEDE UBEVIDST BRANDALARMERNE

Ifølge rapporten skulle en medarbejder, der var ansat hos ISS, ubevidst have slukket for brandalarmerne i alle otte højhuse i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde.

Flere måneder før branden skulle vandtankene på toppen af højhusenes tag renoveres. I den forbindelse bad hovedentreprenøren PC&E om hjælp fra ISS til at slukke for pumperne op til vandtankene.

Parterne er uenige om forløbet, men ISS' medarbejder, der i øvrigt ikke var uddannet brandsikringstekniker (RFSIC/Registered Fire Service Installation Contractor), har indrømmet, at han både slukkede for pumpen, men også hovedafbryderen i det såkaldte FS-pumperum (Fire Service, red.).

- (Medarbejderen, red.) indrømmede, at han - ud fra sin daværende forståelse af de nødvendige trin til tømning af FS-tanken (en forståelse, som ifølge FSD’s og Victory Fire’s vidneudsagn var fejlagtig) - slukkede for hovedafbryderne i FS-pumperummene i alle otte blokke, står der i rapporten.

Medarbejderen slukkede den første hovedafbryder i E-tårnet den 7. april 2025, altså 234 dage før branden. Afbryderne i de øvrige tårne blev slukket i månederne efter, hvor de blev slukket i de sidste to tårne A og F den 4. september 2025, hvilket var 83 dage før ulykken.

Med slukningen af hovedafbryderen fulgte også slukkede brandalarmer. Det var medarbejderen ikke klar over på tidspunktet.

Komitéen vurderer, at dette var med til at gøre branden i højhusene så fatal.

- Dette bidrog til det store antal omkomne og sårede, da beboerne ikke modtog advarsler i tide, hvilket førte til en forsinket evakuering.

Ifølge rapporten opdagede Victory Fire, at brandalarmerne var slået fra 19. november 2025, hvilket var en uge før ulykken.

Selskabet havde ifølge egen forklaring rettet henvendelse til ISS for at fortælle, at hovedafbryderen var slået fra. En anden ISS-medarbejder fortalte angiveligt, at der blev udført arbejde på systemerne og derfor var hovedafbryderen slået fra.

Parterne er ikke enige om forløbet.

- Det er desværre stadig et faktum, at ingen tændte for hovedafbryderne igen før selve branddagen den 26. november 2025, står der i rapporten.

ISS REAGERER

Den danske servicegigant gentager efter rapportens offentliggørelse sin dybeste medfølelse med ofrene og deres pårørende. Derudover forholder selskabet sig til den kritik, som komitéen retter.

- ISS bemærker, at den uafhængige kommission, ud over de identificerede hovedansvarlige, også har rettet kritik i varierende grad mod andre private aktører, herunder ISS. Som led i vores forpligtelse til løbende forbedringer har ISS gennemgået og styrket vores procedurer, medarbejderuddannelse samt bevidstheden om roller og ansvar i Hongkong, skriver ISS i et skriftligt svar til MarketWire og fortsætter:

- ISS tager de tragiske begivenheder i Wang Fuk Court meget alvorligt. Vi støtter målsætningerne i den uafhængige kommissions anbefalinger om at styrke brandsikkerheden og bygningsforvaltningen i Hongkong og vil fortsat samarbejde med myndighederne i Hongkong, herunder om eventuelle lovgivningsmæssige tiltag, som regeringen i Hongkong agter at gennemføre som følge af den tragiske hændelse, skriver ISS.

FAKTA

Branden satte i december den danske servicegigant ISS i spotlyset, da det kom frem, at selskabets datterselskab ISS Eastpoint Properties Limited (EPPL) havde stået for administrative opgaver i forbindelse med vedligeholdelse af boligkomplekset, som går under navnet Wang Fuk.

Branden, der ramte syv ud af otte tårne i Hongkong-nabolaget var den dødeligste beboelsesbrand i verden siden 1980.

Da handlerne i starten af december fik nys om, at ISS' datterselskab ISS EPPL stod for ejendomsadministration af komplekset, herunder nogle sikkerhedsvagter og andet bygningsvedligeholdelse, sendte de den ellers ret stabile aktie markant ned med 7,7 pct.

.\\˙ MarketWire