Til kamp mod de dårlige vaner

”Hvis jeg ikke snakkede med dig, ville jeg slet ikke have mobilen fremme. Min regel er, at jeg først må bruge den efter kl. 12. Jeg har endda investeret i et vækkeur for ikke at blive fristet om morgenen.”

Ordene er Nicklas Brendborgs. Han står midt i vasketøjet og ordner hverdagspraktikken før endnu en dag i biomedicinens tegn på Københavns Universitet. Nicklas har haft nogle travle år, siden han i 2021 udgav bestselleren ”Gopler ældes baglæns” – en humoristisk gennemgang af anti-aging-forskningen, der gjorde ham til en af Danmarks mest efterspurgte foredragsholdere. Han er siden blevet kaldt alt fra stjerneforsker til geni – uden dog helt at vide, hvad han skal stille op med de højtravende mærkater. Udover at fortsætte arbejdet og skrive andet kapitel i sin ambitiøse trilogi om livet, naturligvis.

”Temaet for min første bog var det lange liv. I ”Vanedyr” fokuserer jeg på det gode liv og alt det, der står i vejen for det. At leve længe har jo ingen værdi, hvis man ikke har det godt. Så det handler om at dø ung så sent som overhovedet muligt,” forklarer han, mens vaskemaskinen rumler i baggrunden.

Det enkle stenalderliv

Og det er her, de dårlige vaner kommer ind i billedet. Eller rettere: Alt det, vi har lyst til, men som ikke nødvendigvis gør noget godt for os – og som i nutidens samfund er tilgængeligt i overflod. Tomme kalorier, sociale medier, alkohol, ja, fortsæt selv listen. En bred vifte af fristelser, der alle har en ting tilfælles: De prikker til vores mest basale behov. 

”Livet var mere enkelt for et stenaldermenneske. Det, du havde lyst til at spise, var det, din krop havde brug for. Det, du havde lyst til socialt, var det, der gav dig den bedste position i stammen. Sådan er det ikke i dag. I dag kæmper vi en kamp mod vores egne naturlige instinkter, og det er ikke altid nemt.”

Men hvorfor drages vi mod noget, der kan lede til overvægt, sygdom og ensomhed? For at forstå mekanikken skal vi kigge nærmere på vores hjerne, der ikke har ændret sig synderligt, siden vi levede som jægere og samlere, eller – hvis vi går længere tilbage – som frugtspisende aber i regnskoven.

”Tænk på hjernen som en maskine, der er forprogrammeret med præferencer gennem vores sanser. Den tiltrækkes af salt, fedt, sukker og social anerkendelse, fordi det har været essentielt for vores overlevelse. I dag kan vi imidlertid lave kunstige produkter, der tilfredsstiller behovene på en fuldstændig overnaturlig måde.”

Fra gipsæg til vingummi

Her kommer begrebet super-stimulus ind i billedet. Et begreb, der ifølge Nicklas Brendborg er helt afgørende, hvis man vil forstå, hvordan dårlige vaner opstår i vores samfund.

”For nogle år tilbage opdagede en gruppe hollandske forskere, at man kunne lokke fugle til at udruge falske gipsæg ved at efterligne og overdrive de ægte ægs karakteristika helt vildt. Man lavede gipsæggene større, malede dem i skarpere farver og skabte herved en super-stimulus, som fuglene ikke kunne modstå. Det er groft sagt det samme, der sker, når du åbner en pose vingummi. Her får du en stærkt overdreven version af de søde smage, du vil kunne finde i naturen, takket være de enorme mængder forarbejdet sukker, og det er svært for hjernen at sige nej til."

Og vingummiens syntetiske sødme er selvfølgelig kun et eksempel. Uanset hvor vi færdes i samfundet, bliver vi bombarderet med super-stimuli, der rykker i vores basale belønningssystemer. Supermarkederne bugner af forarbejdet mad, hvor splittet mellem fedt og kulhydrat rammer lige i det, forskerne kalder ”hjernens lyksalighedspunkt”. Alkohol er tilgængeligt i stort set alle sammenhænge, hvor mennesker mødes. Og på de sociale medier står komplimenterne i kø, uanset om vi poster billeder af vores ferie eller frokost. Det føles godt, bevares, men vores hjerner er slet ikke gearet til den konstante, kortsigtede lykkerus.

”Problemet er ikke, at man spiser en pose slik eller tjekker Facebook. Det gør alle moderne mennesker. Problemet opstår, når de mange stimuli leder til et overforbrug, hvor vi hele tiden skal have mere og mere for at opnå samme tilfredsstillelse. Det bliver en ond cirkel, der kan ramme os på både sundhed og livskvalitet.”

Håbet er sort-hvidt

Men er vi så alle sammen sagesløse ofre for egne instinkter, ude af stand til at modstå samfundets syntetiske sansebombardementer? Nej, langtfra. I modsætning til regnskovens aber kan vi nemlig reflektere over egne valg og sadle om. Men det kræver en aktiv indsats – og væsentligt mere rygrad, end man finder hos de gopler, der ældes baglæns.

”Rent neurologisk er der forskel på at have lyst til noget og kunne lide noget. Du kan altså godt have en craving efter noget, som ikke gør dig glad, f.eks. fastfood, og du kan godt blive glad af noget, du ikke har lyst til, f.eks. motion. Man bliver derfor nødt til – med rationalitet og viljestyrke – at fokusere på det, der tjekker begge bokse af.”

Det er dog lettere sagt end gjort, og der er en grund til, at vi mennesker igen og igen falder i. Bag de fleste super-stimuli ligger nemlig tusindvis af forskertimer og forbrugertests. Ja, faktisk er der eksempler på isproducenter, der har brugt hjernescannere i jagten på det perfekte sukkerniveau. Så hvis vi skal bryde de uheldige mønstre, må vi gøre det besværligt for reptilhjernen at reagere på de unaturligt forstærkede stimuli.

”Enhver forhindring øger sandsynligheden for, at du kan bryde vanen. Hvis du har svært ved at lægge telefonen fra dig, så prøv at installere en app, der afbryder dig i din scrolling, eller indstil skærmen til sort-hvid. Hvis du er lidt for snackglad, så undgå at have slik og chips på lager. Det handler om at gøre det så svært som muligt at falde i.”

Vejen til sunde vaner

Den samme logik gælder også, hvis du drømmer om at indarbejde nye sunde vaner i dit hverdagsliv. Bare med omvendt fortegn.

”Det kan være svært at overbevise hjernen om at lave et sundt måltid fra bunden, når man kan varme en færdigret på 30 sekunder. Eller at løbe en tur, når man kan se Netflix på sofaen. Så det kræver rigtig meget viljestyrke at vælge de sunde løsninger til. Heldigvis kommer du langt ved at fokusere på et område ad gangen og aktivt fjerne de forhindringer, der holder dig tilbage.”

For Nicklas er det vigtigt at slå fast, at der ikke er en rigtig og en forkert måde at leve på, og hans mål er ikke at slå os i hovedet med hverken fredagsslik eller rødvin. Målet er at åbne vores øjne for de mekanismer, der presser mange ud i overforbrug, så vi hver især kan træffe informerede valg.

”Viden er det stærkeste våben. Se bare, hvordan vores tobaksforbrug er styrtdykket, i takt med at vi er blevet opmærksomme på industriens metoder. Men information er sjældent nok i sig selv, og hvis vi vil lave ændringer på samfundsniveau, hvor vi får alle med, så er politisk handling ofte nødvendig. Det er dog en helt anden debat.” 

Hjælp til selvhjælp

Hjemme i lejligheden er vasketøjet ved at være klar, og Nicklas skal videre i programmet. Laboratoriet på KU kalder, og kalenderen er fyldt til bristepunktet med foredrag. Og så er der lige ph.d.-afhandlingen. Den skriver jo heller ikke sig selv. Men selvom Nicklas bruger størstedelen af sine vågne timer på at forske i det lange og rige liv, tror han ikke på, at der findes en enkel formel, vi alle kan følge. Man skal finde sin egen vej. Træffe sine egne valg i en verden af fristelser.

”Jeg skriver jo også mine bøger som en form for selvhjælp. For at finde ud af, hvordan jeg selv skal navigere i de konstante stimuli. Men selvom jeg forstår mekanismerne, kan det stadigvæk være svært at stå imod. Det er i hvert fald fast arbejde at holde mit skærmforbrug nede.”