Stormagtsspil udfordrer den gamle verdens­orden

Stormagtsspillet i global politik er midt i en markant transformation, drevet af nye strategiske alliancer og intens konkurrence om teknologisk, økonomisk og militær dominans.

Sådan lyder vurderingen fra Friis Arne Petersen, topdiplomat og tidligere ambassadør for Danmark i USA, Kina og Tyskland. Han ser en ny verdensorden, hvor magt og alliancer forskyder sig langt hurtigere end på noget tidspunkt siden 1945.

”Vi lever i en tid, hvor den liberale verdens­orden fra efterkrigstiden er under hastig forandring, og hvor rivaliseringen mellem USA og Kina handler om dominansen over fremtidens teknologi,” forklarer Friis Arne Petersen. ”Amerikanske tech­virk­som­heder har skabt en hidtil uset innovationskraft, mens Kina har styrket sin position markant bl.a. gennem industriel innovationskraft og strategisk kontrol med sjældne jordarter.”

­USA udfordrer egen verdensorden

USA’s rolle er blevet mere uforudsigelig. Den handelspolitiske linje, der før understøttede globalt samarbejde, præges nu af told­bar­rierer og pres på både allierede og udviklings­lande. Det rammer Europa direkte og skaber usikkerhed om USA’s langsigtede engagement i det transatlantiske samarbejde.

”Vi ser et USA, der udfordrer på områder som økonomi, handelspolitik og samhandel, og som vælger at have handelskonflikter med stort set alle lande i verden. Hvis man vil være allieret med USA, skal man nu betale for sin egen sikkerhed. Ellers truer USA med at trække sig, som vi senest har set i Ukraine. Det er skæbnens ironi, at det er USA, der i dag udfordrer den globale orden, de selv var hovedarkitekten bag i 1945,” tilføjer Friis Arne Petersen.

Kina øger samhandlen med hele verden

Kina arbejder samtidig på at udvide sit globale netværk, primært gennem øget samhandel med lande i Asien, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika. Landet fører en mere pragmatisk handelsdrevet strategi, som appellerer til stater, der alene ønsker vækst frem for værdipolitiske krav. USA’s aggressive handelspolitik skubber paradoksalt nok flere lande tættere på Beijing.

”Kina har en mere kynisk tilgang, hvor der ikke er så mange politiske drøftelser. Den vestlige verden må også erkende, at kineserne har været strategiske, fx inden for sjældne jordarter og vedvarende energi, hvor de nu står meget stærkt. USA’s kursændringer, fx inden for vedvarende energi, gør det sværere for erhvervslivet at gennemføre en langsigtet satsning,” siger han.

Reformvilje afgør styrkepositionen

På den militære front står USA fortsat stærkest, vurderer Friis Arne Petersen.

“Men amerikanerne kæmper med politisk polarisering, en stor og voksende statsgæld og en langvarig finanspolitisk ubalance. Kina har sine egne udfordringer med fx lavere vækst, et udfordret boligmarked, ungdomsarbejdsløshed og korruption. Vi ser en forandret international orden bevæge sig i retning af større fragmentering, hvor reformkraft og investeringsevne i sidste ende afgør, hvilke lande der står stærkest,” siger han og tilføjer:

“De lande, der kan gennemføre de mest effektive politiske og økonomiske reformer, bliver vinderne.”

Ifølge topdiplomaten befinder Europa sig i dette årti i en sårbar mellemposition. Kontinentet er fortsat afhængigt af USA’s sikkerhedsgaranti og af asiatiske eksportmarkeder, men europæerne har i stigende grad erkendt, at vi må styrke vores egen kapacitet.

“Ruslands invasion af Ukraine og en mere nationalistisk amerikansk udenrigspolitik har på hver sin måde understreget dette behov. Langt de fleste europæiske lande investerer nu massivt i forsvar og forsøger samtidig at skabe en mere robust forsvarsindustriel base. EU har på højeste politiske niveau indset, at hvis vi skal kunne afskrække Rusland, så skal vi for alvor i gang,” forklarer Friis Arne Petersen og tilføjer:

”Europa kan få en meget positiv rolle i verden, men det forudsætter, at vi udvikler og virkeliggør en suveræn, komplet union.”

Rusland mister indflydelse

Når han ser frem mod de næste årtier, forventer Friis Arne Petersen en verden, hvor stormagterne i G20 fortsat konkurrerer teknologisk og økonomisk, mens internationale institutioner spiller en gradvist mindre styrende rolle. For Europa vil en styrket intern sammenhængskraft og reformevne blive afgørende for at undgå at blive skubbet ud på sidelinjen.

Ruslands rolle i det globale magtspil vurderer han som begrænset. Atomarsenalet giver fortsat international vægt, men landets manglende iværksættertalent, teknologiske udvikling og økonomiske innovation vil begrænse dets samlede langsigtede betydning.

”Russerne er i høj grad til stede i kraft af deres atomvåbenstyrke. Man skal tage dem alvorligt i forsvars- og sikkerhedspolitiske drøftelser, men det bliver ikke Rusland, der kommer til at lede verden i det teknologiske kapløb og i den intense geo-økonomiske rivalisering,” slutter han.