Generalforsamling 2020

Generalforsamling 2020

Generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sydinvest blev i 2020 en historisk en af slagsen. For første gang i foreningens historie var ingen deltagere fysisk til stede på grund af coronakrisen. I stedet blev generalforsamlingen holdt med udgangspunkt i afgivne fuldmagtsstemmer.

Formandens beretning

I sin skriftlige beretning kunne bestyrelsesformand Hans Lindum Møller på sydinvest.dk skrive om et 2019, der næsten kun havde været én lang positiv rejse. Alle fonde i Sydinvest gav et positivt afkast i 2019. Coronavirussens indtog på markederne betød dog store fald på markederne i starten af 2020.

Ansvarlige investeringer var også et vigtigt emne i Hans Lindum Møllers beretning. Han understregede, at alle Sydinvests fonde investerer efter ansvarlige principper, ESG, men at der er forskel på, hvordan de arbejder med ansvarlighed. Her fremhævede han især de tre nye Etik-fonde.  

Derudover forklarede Hans Lindum Møller nærmere om den nye fond Sydinvest Verden Lav Volatilitet Indeks, der lanceres i foråret 2020. Afslutningsvis beklagede formanden, at Sydinvest ikke kunne holde generalforsamlingen på sædvanlig vis på grund af coronavirussen. Hans Lindum Møller fortalte, at han så frem til generalforsamlingen i 2021, hvor medlemmerne forhåbentlig igen kan mødes på sædvanlig vis.

Samlet resultat og formueudvikling

Det samlede regnskabsmæssige resultat for 2019 blev 3,4 mia. kr. mod -2,1 mia. kr. i 2018. Bestyrelsen indstillede, at der for hele foreningen udbetales et samlet udbytte på ca. 745 mio. kr. til medlemmerne. Den samlede formue var ved udgangen af 2019 på 29,4 mia. kr.

Positive afkast i alle fonde

Ser man på fondenes afkast i 2019, lå afkastet for aktieafdelingerne mellem 18,4 % og 28,7 %. For obligationsafdelingerne lå afkastet mellem 0,1 % og 15,1%. Årets højdespringere blev Sydinvest BRIK og Sydinvest BRIK Akk, mens Sydinvest Morningstar Bæredygtig Indeks kom på en flot tredjeplads med 27,4 % i 2019.

Sammenligner man med markedet, klarede Sydinvest Fjernøsten sig bedst med et merafkast på 5,7 % ift. benchmark. Hertil skal det nævnes, at Sydinvests afkast angives efter afholdte omkostninger. Dette gælder ikke for benchmark, der bliver beregnet uden omkostninger.

Fokus på omkostningerne

Ser man på de Årlige Omkostninger i Procent (ÅOP) i regnskabet for 2019, springer det i øjnene, at omkostningerne i alle fonde er faldet eller på samme niveau som i 2018. For Sydinvest er det en vigtig opgave at holde omkostningerne på et konkurrencedygtigt niveau – og samtidig sikre, at kvaliteten er i orden.

Bestyrelsens forslag

På generalforsamlingen blev bestyrelsens forslag om vedtægtsændringer enstemmigt vedtaget. Ernst & Young blev genvalgt som investeringsforeningens revisor.

To nye medlemmer af bestyrelsen

Til foreningens bestyrelse blev Hans Lindum Møller genvalgt. Derudover fik bestyrelsen to nye medlemmer, da Svend Erik Kriby og Jesper Aabenhus Rasmussen blev valgt ind.

Svend Erik Kriby

Svend Erik Kriby

Svend Erik Kriby har mangeårig erfaring i ledelse og forretningsudvikling af private virksomheder. Svend Erik har kompetencer indenfor risikostyring, målstyring, corporate governance samt salg og markedsføring. Derudover har han bestyrelseserfaring fra bestyrelser i forskellige brancher, og han har tidligere siddet i Sydinvests bestyrelse.

Jesper Aabenhus Rasmussen

Jesper Aabenhus Rasmussen

Jesper Aabenhus Rasmussen er advokat og partner i advokatfirmaet Kromann Reumert. Jesper arbejder primært med virksomhedsoverdragelser (M&A), generel erhvervs- og selskabsret samt bestyrelsesarbejde i ejerledede/familieejede virksomheder og danske fonde. Jesper har i over 20 år siddet i bestyrelsen i en række virksomheder, i flere tilfælde som bestyrelsesformand.

Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Hans Lindum Møller som formand og Linda Sandris Larsen som næstformand.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde