Warren Buffett

Warren Buffett

Et af de bedste investeringsråd i denne verden er at påbegynde sine investeringer tidligt. Det er den amerikanske investor Warren Buffett et levende bevis på. Warren Buffett fyldte 90 år i august, og det er ikke kun tiden, der har skabt hans enorme formue. Det er også hans investeringsfilosofi. Vi ser på historien bag en af verdens mest kendte investorer.

Warren Buffett blev født i 1930 i Omaha, Nebraska, og allerede som 11-årig købte han sine første aktier. Beløbet var beskedent, men han formåede at høste en lille gevinst på aktierne. 79 år senere er han god for ufattelige 80 mia. dollars (omtrent 500 mia. kroner), hvilket placerer ham på syvendepladsen over de mest velhavende i verden. 

Buffets job som avisbud i Omaha lagde på klassisk vis grundstenen til formuen. Turen gik rundt om et par universiteter, men det var først på Columbia Business School i 1950, at øjnene for en mere professionel tilgang til investeringer blev åbnet.

Valueinvesteringens fader

På Columbia Business School mødte Buffett professor Benjamin Graham, der havde skrevet den banebrydende bog ”The Intelligent Investor”, som var udkommet kort tid før. Her var tankegangen, at man skal tage udgangspunkt i aktiernes værdi, målt på baggrund af en række forskellige nøgletal, og ikke de aktuelle kurser på børserne.

Er aktiernes værdi højere end børskurserne, er rationalet, at markedet på et tidspunkt vil finde ud af det, og at værdien derefter vil afspejles i børskurserne. Denne form for investeringer kaldes også for valueinvesteringer. Denne tilgang har gennemsyret Warren Buffetts investeringer gennem et helt liv. Det er i øvrigt også denne filosofi, som danner grundlag for vores investeringer i ligevægts- og valueafdelinger.

Filantropi er til gengæld en stor post på budgettet. Tilbage i 2006 forpligtede Warren Buffett sig til gradvist at donere sin beholdning af aktier i Berkshire Hathaway til velgørende fonde.

  Buffetts kendte råd om investering:

Regel nummer 1: Tab aldrig penge
Regel nummer 2: Glem aldrig regel nummer 1

Berkshire Hathaway

Warren Buffett og Berkshire Hathaway hænger uløseligt sammen. Berkshire Hathaway var i midten af 1950’erne med 12.000 ansatte en af de mest succesfulde tekstilvirksomheder i USA, men i slutningen af årtiet løb selskabet ind i problemer og måtte lukke flere fabrikker. Den usikre fremtid for selskabet blev afspejlet i aktiekursen, som Buffett vurderede var blevet alt for lav i forhold til selskabets stærke balance.

I 1962 købte Buffett de første aktier i selskabet, og de næste år fortsatte han sine opkøb. I 1965 ejede han aktier nok i selskabet til at kunne overtage kontrollen. På det tidspunkt var der kun to fabrikker og 2.000 ansatte tilbage i selskabet. Med Buffetts indtog skulle der blæse nye vinde ind over Berkshire Hathaway. Aktien i selskabet har de seneste 55 år givet et gennemsnitligt afkast på ca. 20 %.

Strategisk skifte

I første omgang bestod ændringerne i, at selskabet bevægede sig i retning af forsikring og andre investeringer. I 1967 købte Berkshire Hathaway sit første forsikringsselskab, National Indemnity Company, og nogle år senere fulgte en aktiepost i GEICO, som bl.a. havde Benjamin Graham i bestyrelsen. 

Berkshire Hathaways køb af aktier i GEICO var ikke en succeshistorie fra starten. Udefra kunne det se ud, som om GEICO var tæt på konkursens rand, men Buffett vurderede, at selskabet kunne rettes op, og han fortsatte sine opkøb. Allerede efter et år begyndte GEICO at give overskud.

Over årene forsvandt fokus mere og mere fra tekstildelen af selskabet, og den sidste rest blev lukket ned i 1985. I dag er Berkshire Hathaway et konglomerat, som består af 63 datterselskaber og en aktieportefølje til en værdi af mere end 200 mia. dollar. Blandt datterselskaberne finder man selskaber som Duracell og Kraft Heinz.

Blandt Berkshire Hathaways største investeringer finder man selskaber som Apple, Bank of America, The Coca-Cola Company, American Express og Wells Fargo & Company.

Buffetts højrehånd

Buffetts højre hånd og næstformand i Berkshire Hathaway hedder Charles Munger, og han har sjovt nok arbejdet i den købmandsbutik, som Warren Buffetts farfar havde i Omaha. Charles Munger er ligesom Buffett kendt for mange citater.
Et af dem lyder sådan: ”Alt, hvad jeg vil vide, er, hvor jeg skal dø, så vil jeg aldrig tage derhen”. Munger fyldte 96 år i august og er stadig en aktiv del af Berkshire Hathaway.

En beskeden levevis

Mange investerer for at kunne forbruge mere på et senere tidspunkt, men Warren Buffett har ikke haft travlt med at bruge penge. Fx bor han stadig i det hus i Omaha, som han købte for 31.500 dollar i 1958. Det er med andre ord ikke en mand, der smider om sig med penge, selvom han har undt sig en smule luksus gennem årene.

Velgørenhed

Filantropi er til gengæld en stor post på budgettet. Tilbage i 2006 forpligtede Warren Buffett sig til gradvist at donere sin beholdning af aktier i Berkshire Hathaway til velgørende fonde. Mere end 99 % af Buffetts formue skal gå til humanitære formål i løbet af hans liv eller ved tidspunktet for hans død.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde