Hvad gør du, når kurserne falder?

Hvad gør du, når kurserne falder?

Der er mange af os, der får et chok, når vi pludselig kan se kurserne på vores investeringer styrtdykke. Det er en helt normal reaktion. Men en reaktion, som vi helst ikke skal reagere overilet på. Når markederne fryser til, gælder det om at holde hovedet koldt.

2025 har indtil videre været et turbulent år på investeringsmarkederne. Vækstbekymringer, geopolitiske spændinger og en toldkrig igangsat af USA har presset investorerne og de finansielle markeder til det yderste.

I april nåede markederne flere milepæle både i nedadgående og opadgående retning, hvilket ikke gjorde usikkerheden mindre. Oven på Trumps store toldudmeldinger mod alle verdens lande satte markederne hurtigt kurs mod bunden, men ugen efter satte samme markeder rekordstigninger, da Trump satte noget af tolden på pause.

Når kurserne styrtdykker, får mange mennesker ofte lyst til at sælge og komme ud af markedet hurtigst muligt.” 

Træk vejret dybt

Når kurserne styrtdykker, får mange mennesker ofte lyst til at sælge og komme ud af markedet hurtigst muligt. Det er ganske naturligt. Forskning viser nemlig, at oplevelsen af at lide et økonomisk tab er forbundet med stort mentalt ubehag. Derfor kan du som investor blive fristet til at reagere i forsøget på at begrænse tabet, også selvom reaktionen ikke er fornuftig.

En reaktion kan være, at en investor efter et betydeligt kursfald i et selskab beslutter sig for at sælge ud af sine aktier netop på det tidspunkt, hvor aktiekursen er ved at nå bunden. Dermed realiserer investoren et økonomisk tab. Samtidig går vedkommende glip af en fremtidig stigning, hvis det viser sig, at selskabets aktiekurs var kommet for langt ned.

Derfor er det vigtigt at trække vejret dybt og fokusere på den langsigtede investeringsstrategi – og så helt ignorere de frygtsomme mavefornemmelser, der ellers kan opstå, når kurserne falder.

Forskning viser, at oplevelsen af at lide et økonomisk tab er forbundet med stort mentalt ubehag.” 

Spred dine investeringer

Når man ser på markederne i bagklogskabens lys, ønsker man nogle gange, at man ikke havde investeret så meget – eller omvendt – at man havde turdet satse noget mere. Men havde man så kunnet sove godt med det? Måske ikke. Derfor er det en god idé også at sprede sine investeringer ud over tid. Det vil sige, at du ikke skal købe og sælge det hele på én gang, men i stedet gøre det over en periode. 

Spredning handler dog ikke kun om tid. Det er også vigtigt at sprede investeringerne på flere forskellige værdipapirer. På den måde minimerer du kursudsvingene. Hvis du fx kun køber en eller to aktier, vil en dårlig nyhed på det ene selskab betyde, at din investering vil falde meget. Hvis du derimod har fx 20 aktier, vil din investering ikke falde helt så meget, hvis der er problemer med det ene selskab.

Geninvestering: Din motor til  langsigtet vækst
Læs også

Geninvestering: Din motor til langsigtet vækst

Læs artikel

Sørg for en god balance i porteføljen

I en fornuftig portefølje vil investeringerne være spredt på forskellige investeringstyper, fx aktier og obligationer, samt på forskellige sektorer og lande.

Når der er kriser på finansmarkederne, er det ofte aktierne, der falder mest i værdi. Samtidig er det også dem, der stiger mest på den anden side af krisen. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at beholde balancen i porteføljen. Det gør du ved at købe op i aktier, når krisen kradser, og samtidig sælge ud af aktier, når opgangstiderne har fået kurserne til at stige. Det kaldes at rebalancere sin portefølje.

Det er vigtigt at huske, at aktier er en langsigtet investering. Det værste, du kan gøre, er at gå i panik, når aktierne falder…” 

Et kig i krystalkuglen

Kan du se, hvad der kommer til at ske i fremtiden? I så fald vil du være den perfekte investor. Ofte kender man dog først det optimale tidspunkt til at investere flere måneder – måske år – efter en begivenhed har fundet sted.

Det er derfor vigtigt at huske, at aktier er en langsigtet investering. Det værste, du kan gøre, er at gå i panik, når aktierne falder, for så risikerer du at sælge på et ufordelagtigt tidspunkt. Træk vejret dybt, og hold i stedet fast i investeringsstrategien. På den måde får du også noget ud af, at markederne på et tidspunkt vender.


6 tips i en krisetid

Du kan med fordel forsøge at styre din hjerne, når du står midt i en finansiel krise, så du undgår de mest almindelige faldgruber. Her er seks gode tips til, hvordan du kan holde hjernen kold, når du investerer på værdipapirmarkederne.

1. Tænk langsigtet

Blot to gentagelser i træk er nok for hjernen til at se et mønster, som ikke nødvendigvis gør sig gældende i den store sammenhæng. Tænk derfor langsigtet, og lad være med at fokusere på et mønster, der måske ikke holder over tid. Vi anbefaler altid, at du investerer med en langsigtet tidshorisont.


2. Spred investeringerne på forskellige typer af værdipapirer

De fleste kender ikke deres egen risikovillighed og har en tendens til at overvurdere den. Her er det en god idé at tage en snak med en rådgiver om den økonomiske situation og egen risikovillighed.


3. Spred investeringerne over tid

Hjernens panikcenter kan forhindre succes på finansmarkederne. Ofte kan de bedste investeringer foretages, når hjernen mindst har lyst til det, og det vil typisk være, når kurserne er faldet meget. Lægger du en plan, hvor du spreder dine køb/salg over tid, kan du udjævne sådanne uhensigtsmæssigheder.


Kvalitetsaktier - Nutidens vindere
Læs også

Kvalitetsaktier - Nutidens vindere

Læs artikel

4. Sørg for den rigtige balance

I krisetider kan aktiekurserne miste meget af deres værdi, men omvendt kan de også hurtigt vinde det tabte tilbage. Hvis du har valgt en investeringsstrategi med en vis andel af aktier (fx 50 %), er det vigtigt at sørge for, at porteføljen bevarer denne fordeling, selv når markederne falder.


5. Vær kritisk

Vær kritisk over for værdipapirer, som er steget meget i værdi. Hjernen vil umiddelbart tro, at værdistigningen vil fortsætte, men det er på ingen måde sikkert. Overvej derfor, om tidspunktet er kommet til at tage stikket hjem.


6. Kom videre

Hvis du har været så uheldig at tabe penge på investeringer, vil hjernen helst ikke beskæftige sig med det igen. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det på langt sigt er fornuftigt at pleje sin opsparing gennem investering på de finansielle markeder. Derfor er det vigtigt, at du fortsætter med at investere, også selvom du oplever tab.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,5
Baseret på 2 anmeldelser