En stribe softwareselskaber ligger torsdag i den tunge ende af det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, efter at den amerikanske it-kæmpe Oracle har leveret et svagt salg i sin traditionelle softwareforretning.
Oracle-aktien indikeres 9,1 pct. lavere i torsdagens amerikanske formarked. Herhjemme ligger Netcompany med et fald på 2,9 pct. i 324 kr. nederst blandt aktierne i Large Cap-indekset.
I det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger den tyske softwarekæmpe SAP med et minus på 4,2 pct., og ligeledes tyske Nemetschek taber 3,8 pct. På børsen i Paris er der fald på henholdsvis 3,4 og 2,8 pct. for Capgemini og Dassault Systems.
Oracle rapporterede et salg af cloud-applikationer i fjerde kvartal, der lå under analytikernes forventninger. Den valutajusterede årlige vækst aftog til 9 pct. i kvartalet sammenlignet med intervallet 10-11 pct. i de foregående fire kvartaler, skriver Bloomberg News.
På softwaresiden viser Oracles regnskab en yderligere opbremsning i væksten, hvilket er et negativt signal, der kan få markedet til at tro, at efterspørgslen er ved at aftage, vurderer finanshuset Oddo BHF, der ser en eventuel opbremsning på baggrund af makroøkonomiske forhold eller kunstig intelligens.
Finanshuset Berenberg ser størst sandsynlighed for, at svagheden i softwareomsætningen skyldes makroøkonomiske forhold.
Yderligere ses softwareaktierne også presset af øgede bekymringer om kunstig intelligens' forstyrrende effekt på softwareleverandører, efter en artikel i Wall Street Journal om at OpenAI overvejer at sænke priserne på sine tokens.
Lavere tokenpriser kan dog samtidig reducere risikoen for, at de mest avancerede AI-modeller bliver for dyre for virksomheder at implementere, skriver Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire