04. nov. 2026 kl. 11:52
43 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novo/dir: Ny konkurrence og patentudløb presser Ozempic i Kina

Novo/dir: Ny konkurrence og patentudløb presser Ozempic i Kina

Øget konkurrence fra Eli Lilly og en opbremsning i hospitalssegmentet i Kina trak ned i salget af Ozempic i Kina i tredje kvartal.

Fra næste år venter nyt pres, når Novos patent på det aktive stof semaglutid udløber i Kina. Det vil bringe ny konkurrence og prispres på det kinesiske marked, siger Emil Kongshøj Larsen, der er direktør for International Operations i Novo, på et mediekald efter onsdagens regnskab.

Novo har traditionelt siddet på 85 pct. af det kinesiske tilskudsberettigede hospitalsmarked med diabetesmidlet Ozempic. Ny konkurrence og prispres fra Eli Lilly har siden årsskiftet dog lagt pres på salget.

I tredje kvartal faldt salget af Ozempic i Kina med 22 pct. til 1269 mio. kr., og i løbet af årets ni første måneder er salget bakket 8 pct.

- Vi har fået konkurrence fra tirzepatid fra januar, hvor de kom ind i salgskanalen, hvor vi har haft en meget høj markedsandel, og hospitalssegmentet er stoppet med at vokse på grund af omkostningsbesparelser, siger Emil Kongshøj Larsen.

- Det er ikke en sektor, der vokser meget, og vi har fået en respektabel konkurrence ind med et lavere prisniveau, så vi har måttet sænke priserne - og det giver modvind, fortsætter han.

Fra 2027 kan presset i Kina blive intensiveret, når Novos patent på semaglutid udløber. Det vil skabe ny konkurrence fra kopiproducenter, og det kan presse priserne yderligere.

- Når vi går ind i et nyt år i Kina, vil vi fra midten af første halvår også stå foran ny generisk konkurrence, som vi også har set det andre steder som Indien og Canada. Der vil selvfølgelig være et betydeligt prispres, og et stort antal konkurrenter bør forventes, siger Emil Kongshøj Larsen.

En yderligere udfordring i Kina er onlinesalget af vægttabsmidlet Wegovy. Da Novo ifølge direktøren ikke er et "megabrand," er det ikke muligt at sælge Wegovy online i det ellers "hurtigt voksende segment."

.\\˙ MarketWire