Recepttal fra USA har længe signaleret medvind til Novo Nordisks Wegovy-pille, der da også bidrager til vækst i Novos vægttabsforretning i tredje kvartal. Det sker trods prispres på selskabets midler efter en stor aftale med Trump-administrationen i november 2025.
- Væksten blev drevet af vores portefølje inden for fedme, der var kendetegnet af fortsat stor efterspørgsel efter Wegovy-pillen i USA og lovende tidlige lanceringer på det internationale marked. Vores fokus er på at fastholde denne fremgang gennem disciplineret gennemførelse og bredere adgang til vores lægemidler, siger Mike Doustdar, administrerende direktør for Novo, ifølge regnskabet.
Salget af Wegovy-pillen, der blev lanceret omkring årsskiftet, udgjorde 5394 mio. kr. mod ventet 4615 mio. kr. blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo Nordisk.
Salget af Wegovy i injektionsform endte på 20,4 mia. kr. i andet kvartal mod ventet 19,9 mia. kr. blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo og 20,4 mia. kr. i samme periode sidste år.
Novos samlede salg af vægttabsmedicin endte i tredje kvartal på 26,1 mia. kr. - en stigning på 22 pct i lokal valuta fra samme kvartal sidste år.
Novo arbejder desuden på en lancering af injektionsmidlet Cagrisema i USA i begyndelsen af 2027, forudsat at der opnås godkendelse fra myndighederne, skriver selskabet.
.\\˙ MarketWire