Novonesis går ind i 2026 med stærkere momentum end sine konkurrenter, understøttet af en solid start på året og udsigten til en indtjeningsvækst, der ligger i spidsen i branchen.
Derfor hæver Citi sin anbefaling for aktien i Novonesis til "køb" fra "sælg", samtidig med at kursmålet hæves til 415 kr. fra 380 kr., fremgår det af et notat fra finanshuset.
Citis analytikere noterer, at Novonesis handles til nær laveste multipler i et årti sammenlignet med sine konkurrenter.
- Dette til trods for en stærkere start på 2026, en forventet indtjeningsvækst, der er førende i sektoren, og stigende støtte fra strukturelle drivkræfter såsom forbedrede økonomiske vilkår for biosolutions i en verden med højere olie- og energipriser samt udvidelse af mælkeproduktionskapaciteten i USA, fremgår det af notatet, hvor det tilføjes, at det styrker tilliden, at den underliggende vækst kan fastholdes.
Samtidig tyder følsomheden over for elpriser og krigen i Iran på, at indtjeningsrisikoen er beskeden, fremgår det.
- Vi vurderer, at en stigning på 11 euro per megawattime kun vil reducere EBITDA med 4,5 mio. euro, 0,3 pct. Selv i et pessimistisk scenarie i stil med det fra 2022/23 vil den laveste indikerede aktiekurs ligge på ca. 320 kr., hvilket kun er 8 pct. under det nuværende niveau, mens de historiske gennemsnitlige multipler vil indikere et opadgående potentiale mod 425 kr. per aktie.
Tirsdag steg aktien i Novonesis med 2,2 pct. til 358,40 kr. Det nye kursmål indikerer et potentiale på 15,8 pct. målt i forhold til tirsdagens lukkekurs.
Aktien i Novonesis er i år faldet med 11 pct.
.\\˙ MarketWire