10. jun. 2026
38 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Renten går et nøk højere inden inflationstal fra USA

Obligationer/middag: Renten går et nøk højere inden inflationstal fra USA

Renten er kravlet en anelse højere onsdag middag forud for eftermiddagens amerikanske inflationstal, som formentlig vil vise den højeste prisstigningstakt i over tre år.

Som opvarmning har økonomerne allerede fra morgenstunden kunnet konstatere, at også den danske inflation er på vej op. Herhjemme steg forbrugerpriserne med 1,9 pct. på årsbasis i maj mod 1,4 pct. i april.

De stigende priser er ikke mindst et udslag af situationen i Mellemøsten, der betyder at danske husejere formentlig vil se Den Europæiske Centralbank og senere Danmarks Nationalbank reagere på prispresset i morgen torsdag. Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at ECB hæver indlånsrenten med 25 basispoint til 2,25 pct. Som regel følger Danmarks Nationalbank trop.

På obligationsmarkedet stiger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ved middagstid 1 basispoint til 2,90 pct.

INFLATION SES SKYDE OVER 4 PCT.

Afgørende for retningen i eftermiddag bliver den amerikanske inflation, der offentliggøres klokken 14.30.

Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at de amerikanske forbrugerpriser steg med 4,2 pct. på årsbasis i maj mod 3,8 pct. i april, hvilket er langt over den amerikanske centralbank Federal Reserves mål om 2 pct. inflation.

I sidste måned pustede en uventet høj inflation til store rentestigninger og efterfølgende til alvorlige diskussioner blandt flere direktører i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, om ikke renten snart skal sættes op.

Hos AL Sydbank påpeger seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel dog, at en del af stigningen i april var af teknisk karakter, da den vigtige huslejekomponent talte "dobbelt".

Det amerikanske statistikbureau indsamler data om huslejeudviklingen to gange årligt: i oktober og i april. I oktober 2025 var det amerikanske statistikbureau dog lukket på grund af den offentlige nedlukning. Det betød, at priserne for husleje i april 2026 indeholdt data for både april og oktober, påpeger han.

- Der er dog ingen tvivl om, at inflationen er på vej op i USA på grund af de høje energipriser og told, og samtidig med det viser den amerikanske økonomi tegn på højere vækst.

- Inflationen vil stadig være for høj og prikke til Fed-direktørernes iver for at sætte renten op, vurderer Mathias Dollerup Sproegel i bankens morgenkommentar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 84 anmeldelser