Renten kravlede en anelse højere onsdag, hvor investorerne blev præsenteret for den højeste inflation i USA i over tre år.
Som opvarmning havde økonomerne allerede fra morgenstunden kunnet konstatere, at også den danske inflation er på vej op. Herhjemme steg forbrugerpriserne med 1,9 pct. på årsbasis i maj mod 1,4 pct. i april.
De stigende priser er ikke mindst et udslag af situationen i Mellemøsten, der betyder, at danske boligejere formentlig vil se Den Europæiske Centralbank og senere Danmarks Nationalbank reagere på prispresset i morgen torsdag. Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at ECB hæver indlånsrenten med 25 basispoint til 2,25 pct. Som regel følger Danmarks Nationalbank trop.
På obligationsmarkedet sluttede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 1 basispoint højere i 2,90 pct.
INFLATION ER SKUDT OVER 4 PCT.
I USA viste inflationstal ud på eftermiddagen, at de amerikanske forbrugerpriser steg med 4,2 pct. på årsbasis i maj mod 3,8 pct. i april.
Det var som ventet blandt økonomer ifølge Bloomberg, men også en understregning af, at inflationen fortsætter med at bevæge sig væk fra den amerikanske centralbank Federal Reserves mål om 2 pct. inflation.
En renteforhøjelse kommer dog næppe på den helt korte bane, vurderer Danske Bank.
- For nu kan aktie- og obligationsmarkeder nok ånde lettet op, for dagens tal ligger tæt på forventningerne. Aktuelt ser investorerne den næste renteforhøjelse i december, men der skal ikke meget til at sætte mødet i september i spil, skriver Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar til tallene.
.\\˙ MarketWire