Finansielle bobler er ikke et ukendt fænomen. Perioder, hvor visse aktier er steget til uanede højder, for senere at falde tilbage, da boblen brast. Nu spørger flere, om det samme kan ske for AI-aktier. Vi mener ikke, vi er i en teknologisk boble. Men for udvalgte aktier anerkender vi, at bevægelsen op måske har været for hurtig. Vores job som investorer er derfor nu at placere os rigtigt i forhold til fremtidens AI-vindere.
Tallene taler deres eget sprog
Siden lanceringen af ChatGPT i 2022 har AI gjort sit indtog i hverdagen, på arbejdet og i erhvervslivet – og få tvivler på teknologiens potentiale.
Omsætningen i den store mikrochip-producent Nvidia er seksdoblet siden 2022, drevet næsten udelukkende af efterspørgsel efter AI-chips. I samme liga investerer Microsoft, Google, Amazon og Meta tilsammen over 200 milliarder dollars årligt i datacentre og AI-infrastruktur.
Investeringerne er på niveau med udbygningen af det globale telenetværk – men hvor den tog årtier, sker AI-revolutionen på få år.
Indtægterne mangler
Men mens investeringerne eksploderer, kæmper selv de største tech-selskaber med at vise, de kan tjene penge på AI. ChatGPT Plus koster 20 dollars om måneden, men OpenAI brænder stadig milliarder af. Microsoft integrerer Copilot overalt, men den direkte indtjening er uklar. Andre softwareselskaber sælger AI-features – men primært som add-ons til eksisterende produkter, endnu ikke som selvstændige produkter.
Afgørende forskelle
Med historikken in mente, er sammenligningen med dot-com-boblen meget naturlig. Dengang så vi også kraftigt stigende aktiekurser med fokus på fremtidsløfter frem for nuværende indtjening.
Men der er afgørende forskelle. Dot-com-æraen var domineret af umodne startups uden forretningsmodeller og med skrøbelige balancer. Dagens AI-boom drives derimod af verdens stærkeste virksomheder – Apple, Microsoft, Google osv. Nvidia har indtjeningsmarginaler på over 50 %, og især den teknologiske forsyningskæde leverer allerede stærk indtjening.
Samtidig er AI markant anderledes end tidligere teknologibølger. Det er ikke en forbigående trend, men allerede integreret i produktudvikling, kundeservice, sundhedsvæsen og finanssektor. Produktivitetsgevinsterne er målbare – spørgsmålet er blot, hvor hurtigt de slår igennem på bundlinjen.
Boblen vs. teknologien
AI vil transformere næsten alle industrier i det næste årti, ligesom internettet gjorde det. Men det betyder ikke, at alle aktiekurser er rationelle lige nu. Historien viser, at selv revolutionerende teknologier kan være overvurderet på kort sigt.
Pointen er timing og værdiansættelse. Værdiansættelsen lige nu indikerer, at der for mange virksomheder allerede er indregnet en meget positiv fremtid – måske også for positiv.
Korrektioner kommer sandsynligvis. Hvis regnskaberne ikke lever op til de høje forventninger, hvis investeringerne ikke omsættes til indtjeningsvækst, eller når konkurrencen intensiveres – så vil markedet reagere.
Det er gået hurtigt, men ingen teknologisk boble
AI er real, transformerende og kommet for at blive, men vejen frem bliver ujævn. De næste par år vil skille vinderne fra taberne. Vores job som investorer er derfor nu at skille AI-fårene fra AI-bukkene og placere os rigtigt i forhold til fremtidens AI-vindere.
Strategien er derfor ikke at flygte fra AI-eksponeringen. Det er at være selektiv og diversificeret – og huske, at selv de bedste teknologier gennemgår store kursudsving, før de bliver mere bredt udbredt.
AI vil uden tvivl præge økonomien de næste mange år. Vores fokus er derfor at være med på rejsen – men på et solidt, langsigtet grundlag.