Dagens og nattens helt store begivenhed var midtvejsvalget i USA, hvor der var spænding om udfaldet.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation kravlede op forud for resultatet og endte 2 basispoint højere end mandag i 3,11 pct.
De første resultater ventes at tikke ind onsdag morgen ved 5-tiden dansk tid, så reaktionen på finansmarkederne kommer først her.
Oveni skulle handlerne forholde sig til forlydender om fredsforhandlinger mellem USA og Iran, hvilket fik olieprisen til at falde i håbet om en afslutning på spændingerne i Mellemøsten på trods af amerikanske angreb natten over på en iransk ø i Hormuzstrædet.
- Oliemarkedet reagerer, eller håber, at der måske er noget hold i rapporten, lød det analytiker Patrick O'Hare fra Briefing.com ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tirsdag faldt olieprisen 1,5 pct. til 103,25 dollar per tønde.
SPÆNDING OM MIDTVEJSVALGET
På grund af divergerende meningsmålinger forud for blandt andet præsidentvalget var spændingen fortsat stor om udfaldet af midtvejsvalget i USA til den amerikanske kongres.
Hovedscenariet er ifølge bettingvirksomheder og meningsmålinger, at demokraterne vinder begge kamre af Kongressen. Næstmest sandsynligt er, at republikanerne beholder Senatet, mens sandsynligheden for, at republikanerne beholder begge kamre, er omkring 5 pct.
- Den største risiko for finansmarkederne er, hvis Trump ikke anerkender et eventuelt valgnederlag eller selve valgresultatet. Det kan udløse en ny bølge af modvind for dollaren, stigende amerikanske statsrenter og fald på aktiemarkedet som i ugerne, efter at Trump viftede med papskiltet med toldsatser i april 2025 – den såkaldte ”Liberation Day”, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i AL Sydbank, i en kommentar.
Tirsdagens nøgletal var ikke af den tunge slags med den amerikanske Jolts-rapport over antallet af jobansøgninger, fabriksordrer og ordreindgangen på varige goder.
.\\˙ MarketWire