23. feb. 2026 kl. 14:49
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Fornyet tolduro giver kun mindre udsving

USA/åbning: Fornyet tolduro giver kun mindre udsving

Deltagerne på de amerikanske aktiemarkeder tager weekendens tolduro med ophøjet ro.

I mandagens første handler ligger det brede S&P 500-indeks samt det smalle Dow Jones-indeks uændret, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks falder 0,1 pct.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, annoncerede i weekenden en ny told på 15 pct. på trods af en højesteretsafgørelse, der ophævede hans tidligere afgifter.

Højesteret annullerede fredag i en 6-3-afgørelse de fleste af de toldsatser, Trump indførte sidste år, idet den fandt, at den nødlov, han støttede sig på, ikke tillader, at præsidenten alene indfører toldsatser.

Det blev fredag taget godt imod blandt investorerne, der sendte sendte de tre ledende indeks op med 0,5-0,9 pct. - mest for Nasdaq-indekset.

Ved hjælp af en anden lov annoncerede Donald Trump i weekenden først en global told på 10 pct. og derefter en på 15 pct., der kunne vare i fem måneder, mens administrationen søger efter mere holdbare løsninger.

- Det er virkelig svært fra et forretningsmæssigt synspunkt, når man er i en virksomhed, at vide, hvordan man planlægger, hvis man ikke engang er sikker på leverandører, forsyningskæder, og hvordan toldsatserne vil se ud, siger Arthur Laffer Jr., præsident for Laffer Tengler Investments, ifølge Reuters.

- Det er en enorm bekymring for amerikanske virksomheder, og derfor var det virkelig vigtigt at få det på plads og udjævnet så hurtigt som muligt, så virksomhederne ved, hvordan spillefeltet virkelig ser ud, og de kan planlægge i overensstemmelse hermed.

Blandt de store Magnificent Seven-selskaber er der spredt fægtning fra start med fald på cirka 1,5 pct. for Tesla, Microsoft og Amazon, mens Nvidia, Alphabet og Apple løftes med 0,5-1,5 pct.

LILLY LØFTES AF SKUFFENDE STUDIEDATA FRA NOVO

Eli Lilly åbner med et plus på 4,0 pct., efter at den danske ærkerival, Novo Nordisk, har leveret skuffende data for sit fedmehåb Cagrisema.

Cagrisema klarer sig ikke lige så godt som Eli Lillys førende middel, Zepbound, i et sammenligningsstudie

Sammenligningsstudiet af de to behandlinger var ifølge Claus Henrik Johansen, chef for Global Health Investment, Novos mulighed for at genvinde noget af det tabte over for ærkerivalen.

Studieresultaterne viser ifølge finanshuset BMO, at Eli Lilly fortsat er førende inden for vægttabskategorien og "denne gang uden at være nødt til at lave et forsøg".

BIOTEKSELSKABET ARCELLX BRAGER I VEJRET

Amerikanske Arcellx banker lodret op med knap 78 pct., da medicinalkæmpen Gilead er nået til aftale om at købe det mindre biotekselskab til en værdi på 7,8 mia. dollar.

Arcellx-aktionærerne kan se frem til at modtage 115 dollar kontant per aktie, og det svarer til en præmie på 68 pct. ud fra et 30-dages gennemsnit for aktien, skriver Bloomberg News.

Dertil kan aktionærerne måske se frem til en ekstra udlodning på 5 dollar per aktie, hvis lægemidlet Anito-cel sælger for mindst 6 mia. dollar fra lancering og frem til 2029.

Arcellx-aktien stiger 77,7 pct. til 114 dollar, mens Gilead, som i forvejen ejer 11,5 pct. af aktierne i Arcellx, stiger 0,2 pct.

De kryptorelaterede aktier hænger i bremsen med fald på 2,3-2,9 pct. for kryptobørsen Coinbase, bitcoininvestoren Strategy samt kryptomineselskabet Mara Holdings, efter at bitcoin er fortsat ned mod 66.000 dollar på baggrund af øget toldusikkerhed.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 168 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig