De amerikanske aktier kommer flyvende ud af starthullerne, da investorernes bekymringer for for en langvarig nedlukning af Hormuzstrædet er aftaget en smule.
Et pakistansk olietankskib passerede Hormuzstrædet i løbet af søndagen ifølge skibssporingsdata og sluttede sig til to LPG-tankskibe.
De var blandt de få skibe, der var i stand til at krydse strædet, siden det blev lukket for omkring to uger siden på grund af krigen i Iran. Den indiske regering er i forhandlinger om at få seks andre skibe gennem handelsåren.
Den amerikanske WTI-olie falder mandag med 3,3 pct. til 95,49 dollar per tønde.
- De amerikanske aktiemarkeder ånder lettet op over, at energipriserne er stabile efter weekenden, siger Michael O'Rourke, chefstrateg hos Jonestrading, ifølge Bloomberg News.
Chefstrategen vurderer, at opsvinget er drevet af lukning af shortpositioner og mild optimisme.
Det brede S&P 500-indeks åbner 0,9 pct. højere, Nasdaq-indekset løftes med 1,1 pct., mens Dow Jones-indekset kommer fra land med et plus på 0,8 pct.
Fredag endte det med et fald på 0,6 pct. til S&P 500-indekset, og Nasdaq-indekset gik 0,9 pct. tilbage. Dow Jones-indekset nøjedes med en lidt mere afdæmpet nedtur på 0,3 pct.
META STIGER PÅ RYGTE OM FYRINGSRUNDE FOR AT ØGE SATS PÅ AI
Facebook-ejeren Meta Platforms stiger med 2,6 pct., efter at Reuters fredag erfarede, at der kan være omfattende fyringsrunder på vej.
Oplysningerne, der baserer sig på tre anonyme kilder, betegnes af en talsmand fra selskabet som "spekulative".
Ifølge Reuters er der endnu ikke fastsat en dato for nedskæringerne, og omfanget er heller ikke fastlagt. Det fremgår dog, at op til en femtedel af Metas forretning kan blive berørt, og der kan ifølge nyhedsbureauet dermed blive tale om de mest omfattende nedskæringer siden en restrukturering i slutningen af 2022 og starten af 2023.
MICRON LØFTES FORUD FOR ONSDAGENS REGNSKAB
Micron Technology løftes med 6,5 pct. til 454 dollar forud for onsdagens regnskab for det forskudte andet kvartal.
Aktien i hukommelseschipproducenten er steget med næsten 50 pct. i år, idet den er drevet i vejret af den enorme efterspørgsel på chip til at drive datacentre.
Forud for regnskabet har flere finanshuset hævet kursmål for aktien. TD Cowen har sat sit kursmål op til 500 dollar fra 450 dollar, idet der ventes et stærkt regnskab.
Konkurrenter såsom Seagate og Western Digital åbner 5,8 og 6,1 pct. højere i mandagens første handler.
Kryptoaktierne går en grøn dag i møde, da de følger en positiv udvikling for bitcoin, der løftes med 2,9 pct. til 73.792 dollar, idet handlerne fortsætter med at tage bestik af udviklingen i Mellemøsten.
Kryptobørsen Coinbase, bitcoininvestoren Strategy samt kryptomineselskabet Mara Holdings åbner med plusser på 4,2-5,0 pct.
BIOTEKSELSKAB STRYGER I VEJRET EFTER VÆGTTABSDATA
Det amerikanske biotekselskab Structure Therapeutics melder om positive resultater fra et fase 2-studie med en vægttabspille, som ser ud til at kunne konkurrere med Novo Nordisks Wegovy-pille.
GLP-1-pillen, aleniglipron, præsterede et vægttab på 16,3 pct. med en dosis på 180 milligram over 44 uger i fase 2-studiet.
De pæne data bliver godt modtaget af investorerne, der i mandagens første handler sender aktien op med 5,2 pct.
.\\˙ MarketWire