De amerikanske aktier fik sig tirsdag noget af en rutsjebanetur. Først steg de solidt, så blev de i to ryk sendt kraftigt i minus, inden de rettede sig og næsten nærmede sig nullet.
En ganske positiv start på handelen blev først vekslet til kursfald, da særligt it-sektoren blev udsat for fornyet negativ rotation med salgspres på Nvidia og de andre chipnavne samt på Apple og Microsoft.
Ligesom under fredagens udsalg, da markedet tabte 2,6 pct.
Salgspresset tog yderligere til, da præsident Trump på sociale medier lovede gengældelse for, at Iran natten til tirsdag skød en Apache-helikopter ned over Hormuzstrædet.
Alligevel rettede markedet sig fra bunden, da særligt Nvidia kravlede op mod nullet igen.
Det brede S&P 500-indeks, som startede i plus med 1,1 pct., men også dykkede med så meget som 2,3 pct., faldt i sidste ende tilbage med beskedne 0,3 pct.
Nasdaq startede også flot i plus med 1,3 pct. for så at dykke med 3,7 pct. og til sidste slutte med et minus på 1,0 pct.
Dow Jones kunne derimod slutte tirsdagen - efter flere rul henover nullet - med en fremgang på 0,2 pct.
- Mange sidder og venter. Der kommer inflationsdata og regnskab fra Oracle onsdag. Spacex børsnoteres også fredag. Man vil gerne have det her overstået, selv om det tilsyneladende får en væsentlig mindre effekt på markedet end ventet, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.
- Folk er nervøse. Renterne fik aktiemarkedet til at falde fredag, og inflationsdataene kan onsdag give uro.
Onsdag offentliggøres forbrugerprisernes udvikling for maj.
Underliggende var der da også en relativ bred fremgang i det amerikanske aktiemarked, da mere end syv ud af ti selskaber i S&P 500 gik frem. Men altså ikke de allerstørste.
- Det er it, som falder tilbage. Det ligner en rotation mod selskaber, som kunne nyde godt af en aftale i Mellemøsten. Der er sket en ændring i investeringsstrømmen. Det er egentlig et meget sundt marked, hvis man kigger ned i det, og investorerne handler på en stærk økonomi i USA og på en løsning med Iran, siger Lars Skovgaard Andersen også.
PRESSET AF AI-SKUFFELSE
I S&P 500 var der pres på teknologisegmentet. Her tabte it-aktierne hele 1,8 pct., mens energiaktierne også så et fald på 1,6 pct. på grund af et tilbagetog i olieprisen på 3,3 pct., fordi Donald Trump tirsdag igen-igen talte om fremskridt i forhandlingerne med Iran.
Det var da også de tre allerstørste it-navne, som tyngede markedet med et minus Microsoft på 2,0 pct. og til Apple på 3,6 pct.
Iphoneproducenten var mandag oppe med 3,3 pct., da investorerne håbede på spændende AI-nyt i forbindelse med sin årlige udviklerkonference.
Hovedtemaet var, at den digitale assisten "Siri" nu bliver AI-drevet og ændrer navn til "Siri AI", men nyheden blev altså modtaget med kølighed hos investorerne - trods positive kommentarer fra analytikerne - og Apple-aktien faldt derfor mandag i sidste ende med 1,9 pct.
- Apple er under pres, fordi koncernen ikke lever op til forventningerne inden for AI, uddyber Danske Banks investeringsstrateg også.
- Apples fald handler om det med at rejse og ankomme. Aktien var steget en del op til præsentationen mandag, og hvis den så ikke straks stiger på selve nyheden, så tager man måske lidt gevinster ud.
NEDTUR FOR CHIPS
Nvidia endte tirsdagen med et begrænset minus på 0,2 pct., men netop den aktie illustrerede handelsudbiklingen, da den på et tidspunkt var nede med 4,4 pct.
Det var inden for chipaktierne samtidig ikke kun Nvidia, der blev sat tilbage, da der også var kursfald til Broadcom på 1,1 pct., mens AMD tabte 3,0 pct., og Micron Technology mistede 1,4 pct.
For de andre store teknologinavnes vedkommende gjaldt det også, at Amazon i cyklisk forbrug satte sig 0,4 pct., mens Tesla dykkede 3,0 pct. Samtidig steg Alphabet i kommunikationsservice 0,3 pct., mens Meta Platforms omvendt noterede sig et lille fald på 0,1 pct.
Inden for energi mistede Exxon Mobil 1,9 pct., ligesom Chevron tabte 1,3 pct., mens Eli Lilly, Novo Nordisks store konkurrent, holdt skindet på næsen med et minus på 0,4 pct.
.\\˙ MarketWire