04. nov. 2026 kl. 17:18
74 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Klar valgsejr udløser aktieoptur - Apple distancerer igen Nvidia

USA/middag: Klar valgsejr udløser aktieoptur - Apple distancerer igen Nvidia

De amerikanske aktier holder onsdag sin helt egen valgfest og stiger kraftigt.

I første omgang var udsigten til en demokratisk sejr ved midtvejsvalget ellers ikke lige investorernes kop te, og derfor pegede indeksfutures tirsdag aften i første omgang mod en gedigen kurslussing onsdag, fordi investorerne især frygter for en bremse på udbygningen af kunstig intelligens.

Efterhånden som resultaterne kom ind fra de mange delstater stod det imidlertid klart, at sejren var så overbevisende, at Demokraterne med solid margin tager flertallet i begge Kongressens kamre, at præsident Donald Trump ikke ville have mulighed for at bestride det, og det har skabt sin egen form for lettelse.

Det er dog stadig de mest aggressive AI-aktier, læs chipsektoren, der tynger markedet, mens stort set alle andre megacap-aktier udover Nvidia stiger kraftigt.

Den øgede risikoappetit betyder også, at investorerne forlader obligationsmarkedet, hvor renterne falder, en bevægelse, der dog også støttes af let skuffende nøgletal og et minus til olieprisen.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.15, lokal tid i New York, 1,7 pct., mens indeksfuturen for hovedindekset ellers tirsdag aften lå i minus med så meget som 1,5 pct.

Dow Jones går imidlertid mest frem med 2,9 pct., mens Nasdaq stiger 1,8 pct.

- I tråd med vores guidance forud for afstemningen forventer vi, at et mere entydigt demokratisk udfald kan drive kortsigtet volatilitet, særligt i teknologi og andre områder, der er følsomme over for øget regulatorisk kontrol. Vi mener dog ikke, at resultatet ændrer de fundamentale udsigter på mellemlang sigt tilstrækkeligt til at retfærdiggøre et øjeblikkeligt strategisk skifte i porteføljer, lyder en kommentar fra UBS.

Den schweiziske investeringsbank peger i den forbindelse på øget volatilitet inden for AI på grund af øget regulering fra Kongressen, men at den underliggende AI-efterspørgsel stadig er meget stor, og i forhold til udbygningen af datacentre, at her er lokale regler vigtigere.

HUG TIL ELON

I S&P 500 stiger cyklisk forbrug mest af alle sektorer med 4,5 pct., mens kommunikationsservice også vinder 3,7 pct., og it-aktierne vinder mere moderate 1,1 pct., da undergruppen af chipaktier taber 2,2 pct.

Der er samtidig fremgang til sundhed, råvarer og materialer, finans samt dagligvarer på 2,5-3,4 pct.

I den anden ende sætter industriaktierne sig 1,1 pct., mens energiaktierne smider hele 5,5 pct., da olieprisen falder 7,4 pct., da præsident Trump i kølvandet på midtvejsvalget har nedtonet muligheden for en optrapning af krigen mod Iran, og investorerne i højere grad tror på en fredsaftale.

Apple er en af onsdagens store vindere med et plus på 6,8 pct., hvilket igen sender elektronikkæmpen forbi Nvidia, som taber 1,9 pct., målt på markedsværdi.

Inden for it vinder Microsoft imidlertid også 6,8 pct.

Der er udover Nvidia ligeledes pres på andre chipnavne, da Broadcom mister 1,7 pct., og Micron smider 6,0 pct. AMD kan dog se sin aktie stige 0,3 pct., hvilket skyldes et stærkt regnskab tirsdag aften med en prognose for fjerde kvartal på 17 mia. dollar mod ventede 16,38 mia. dollar.

I cyklisk forbrug vinder Amazon omvendt frem med 6,8 pct., mens der i kommunikationsservice er et plus på 4,1 pct. til Alphabet og et løft på 2,8 pct. til Meta Platforms. Med et ben i begge lejre, altså de to sektorer, er der til gengæld hug til Tesla på 3,2 pct. og til SpaceX på 3,0 pct.

De to selskaber er begge kontrolleret af Elon Musk, som i valgkampen har støttet en lang række republikanske kandidater, særligt i Texas, hvor Ken Paxton fik store stryg i kampen om en senatsplads, og hvor Musk har planer om at udbygge forretningen.

BEDRE END FRYGTET

I sundhed er der samtidig et mindre løft på 1,6 pct. til Novo-konkurrenten Eli Lilly, mens der inden for dagligvarer er fremgang til dagligvarekæmperne Walmart og Costco på 4,6 og 3,3 pct.

På regnskabsfronten har Super Micro Computer også lagt regnskabstal frem, og de fik i den grad forventningerne til at blegne. Det sendte aktien i plus med så meget som 8,0 pct. i eftermarkedet tirsdag, men onsdag er det vekslet til et fald på 4,8 pct., da investorerne frygter, at serverproducentens vækst vil blive ramt af en opbremsning i udbygningen af datacentre.

McDonald's vinder omvendt 5,4 pct., da salget i USA i tredje kvartal endte bedre end frygtet med en negativ vækst på 0,2 pct. mod spåede minus 0,5 pct.

.\\˙ MarketWire