Det amerikanske S&P 500- og Nasdaq-indeks ser ud til at gå en sur handelsdag i møde torsdag, særligt påvirket af Broadcoms regnskab efter børslukning onsdag, der udløser tvivl om, hvorvidt det voldsomme opsving i teknologiaktierne er gået for vidt.
Broadcom-aktien falder med 15 pct. i det amerikanske formarked, efter at den amerikanske chipkæmpe har leveret en skuffende prognose for det AI-relaterede chipsalg.
Det presser futures for S&P 500-og Nasdaq-indekset, der falder med henholdsvis 0,4 pct. og 1,2 pct. Derimod stiger futuren for Dow Jones-indekset med 0,6 pct.
Onsdag var aktierne over en bred kam på tilbagetog efter ni dage med plusser og seks lukkerekorder i streg. Det brede S&P 500-indeks faldt 0,7 pct. fra tirsdagens lukkerekord, mens Dow Jones mistede 1,2 pct., og Nasdaq også tabte 0,9 pct.
Minusset i markedet var udløst af nye fjendtligheder mellem USA og Iran.
I ugens løb har forhandlingerne om at afslutte krigen og dermed en genåbning af Hormuzstrædet kun gjort ringe fremskridt, hvilket risikerer at holde oliepriserne på et højt niveau og skærper dermed inflationsfrygten, skriver Reuters.
BROADCOM TAGER OVERSKRIFTER
- Broadcom oplever, at det ikke er nok at indfri og endda let overgå forventningerne, når markedet stiller så høje krav, udtaler markedschef hos AJ Bell Dan Coatsworth ifølge Reuters.
I andet kvartal steg salget af AI-halvledere med 143 pct. til 10,8 mia. dollar, og i tredje kvartal ventes væksten at accelerere til 200 pct. til 16 mia. dollar.
Det skuffer dog ifølge konsensusestimatet indsamlet af Bloomberg News på 17,2 mia. dollar.
Andre chipproducenter sendes med i dybet, idet Micron Technology falder med 6,2 pct. i formarkedet, mens Marvell Technology og Qualcomm dykker i niveauet 5,9-4,3 pct.
Wall Streets rekordstore stigninger er stagneret i ugens løb, hvilket betyder, at S&P 500-indeksets serie på ni uger i streg med stigninger ser ud til at stoppe. Situationen mellem USA og Iran har bidraget til denne udvikling.
- Værdiansættelserne ser lidt oppustede ud i visse dele af markedet, hvor stigningerne har været størst i de seneste uger, udtaler aktiestrateg hos Bank J Safra Wolf von Rotberg ifølge Bloomberg News og tilføjer:
- Det er ikke usandsynligt, at der sker et skifte i aktiemarkedet på dette tidspunkt, hvor andre drivkræfter end teknologisektoren tager over.
Af andre nyheder starter et investor-roadshow for Elon Musks SpaceX torsdag forud for selskabets børsnotering den 12. juni. Målet er at rejse 75 mia. dollar i en rekordstor børsnotering, der vil værdisætte selskabet til 1750 mia. dollar og dermed stryge direkte ind på listen over de 10 største børsnoterede selskaber i USA, skriver Reuters.
CIENA SENDES NED AF BROADCOM
Selv om den amerikanske it-netværkskoncern Ciena har leveret et solidt regnskab, betyder modvinden mod de AI-relaterede aktier, at aktien i formarkedet indikeres 7,8 pct. lavere.
Regnskabet for det forskudte andet kvartal viser en vækst i salget på 40 pct. til 1,57 mia. dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet 1,51 mia. dollar.
Den justerede indtjening per aktie er tæt ved firdoblet til 1,64 dollar fra 0,42 dollar, hvor analytikerne kun havde ventet en fremgang til 1,46 dollar.
AI-euforien har dog haft et godt tag i Ciena-aktien, der er steget mere end 150 pct. siden nytår og er mere end syvdoblet over det seneste år.
.\\˙ MarketWire