Det er ikke mange dage siden, Donald Trump annoncerede 10 % told på flere europæiske lande, der verbalt har støttet Grønland i kampen mod amerikansk overtagelse. Den told er nu aflyst efter frugtbare samtaler mellem Donald Trump og NATO på mødet i Davos.
Trump udtalte samtidig, at USA ikke vil bruge militær magt i spørgsmålet om Grønland. Trump henviste i stedet for til et “framework” for en fremtidig aftale om arktisk samarbejde. Efterfølgende har NATO understreget, at Grønlands politiske status ikke var en del af samtalerne.
Efter et par dage med nervøsitet og fald på de globale aktiemarkeder, vendte stemningen i går med det samme på det amerikanske aktiemarked efter udmeldingen om, at Grønlandstolden er aflyst.
Storpolitik kan mærkes
Trusler om told og modtold kan hurtigt komme til at lyde som storpolitik langt væk fra din hverdag. Men når verdens største økonomi blander handel, politik og magt sammen, kan det faktisk mærkes – også i en helt almindelig privatøkonomi.
Spørgsmålet er derfor ikke kun ”hvad der sker i verden”, men hvordan det kan påvirke priser, arbejdspladser og dine investeringer.
Fortsat mulighed for udsving
De fleste analytikere forventer ikke, at spørgsmålet om Grønland er uddebatteret. Forholdet mellem USA, NATO og Europa har lidt et knæk, og der er stadig mange usikre faktorer i spil.
Selvom markederne er positive i dag, kan der derfor godt komme udsving i tiden frem. Når der opstår politisk usikkerhed, reagerer de finansielle markeder ofte hurtigt. Men historisk har forsøg på at time markedet på baggrund af overskrifter ofte vist sig at være en dyr strategi.
For dig som investor handler det ikke om at forudsige næste overskrift, men om at have en portefølje, der kan håndtere både ro og uro.