07. maj 2026
90 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Zealand Pharma fejrer aktietilbagekøb med tocifret kurshop

Zealand Pharma fejrer aktietilbagekøb med tocifret kurshop

Et milliardstort tilbagekøbsprogram for egne aktier har sendt Zealand Pharma-aktien højt til vejrs i torsdagens handel.

Tilbagekøbet er atypisk for biotekselskabet, der har begrænset omsætning og lever af et forske i lægemidler. Zealand har dog kunnet se kassebeholdningen bugne, efter en stor partneraftale med schweiziske Roche for vægttabskandidaten petrelintid.

Zealand-aktien stiger torsdag eftermiddag med 13,2 pct. til 356,80 kr., efter at have varslet et tilbagekøb af egne aktier for op til 1,3 mia. kr. i perioden frem til den 31. oktober.

Ved aktietilbagekøbets start har selskabet likvide midler for omkring 14,5 mia. kr., og alene i 2026 er der udsigt til yderligere 700 mio. dollar i betalinger fra Roche. Det svarer til omtrent 4,5 mia. kr.

- Selv med de prioriteter, vi har nu, og de indtægter, der kommer fra petrelintid-samarbejdet og andre forventede indtægter, står vi en situation, som er ret unik for et biotekselskab - at vi også kan sende penge tilbage til aktionærerne, siger Adam Steensberg, topchef i Zealand Pharma, til MarketWire.

Udlodning til aktionærerne er dog hverken første- eller andenprioritet.

- Vores fokus i den kommende periode og de kommende par år er at maksimere værdien af petrelintid, hvor vi investerer klart de fleste penge, vi har - ikke kun i det her program som enkeltbehandling, men også kombinationsproduktet med CT-388, hvor vi har overskudsdeling, siger Adam Steensberg, med henvisning til en vægttabskandidat fra Roche.

- Vores andenprioritet er at investere i pipelinen bagved, hvor vi skal bruge fem gange så mange midler i de kommende år, som vi har gjort i de foregående, så vi kommer til at investere 800 mio. dollar bare i forskningen, lyder det videre.

Hos Saxo Bank peger investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen på, at det er vigtigt at se på, hvad investeringscasen egentlig går ud på, før man fejrer dagens kursstigning i Zealand.

- Som investor giver det fin mening at se positivt på aktietilbagekøbsprogrammet, men det er vigtigt, at man er bevidst om, hvad der virkelig betyder noget for investeringscasen.

- Da Zealand Pharmas reelle omsætning i dag er meget beskeden, hvis man fratrækker milestone-betalinger fra samarbejdspartnere, er det data omkring fremtidige potentielle produkter, der vil betyde noget for kursudviklingen i de kommende måneder, påpeger han.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

5
Baseret på 1 anmeldelser