28. maj 2026
65 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Biomar debuterer med stigning fra noteringskurs i negativt marked

Aktier/åbning: Biomar debuterer med stigning fra noteringskurs i negativt marked

Den danske børsdebutant Biomar er kommet godt fra start torsdag, hvor aktien i de indledende handler stiger godt 3 pct. i forhold til børsnoteringsprisen på 108 kr. per aktie.

Det sker i et overordnet negativt marked, efter at USA har angrebet et militært mål nær Hormuzstrædet, mens Kuwait melder om missil- og droneangreb fra Iran.

- Den gode stemning på oliemarkedet i går forsvandt som dug for solen her til morgen efter nyt amerikansk angreb på Iran. Olieprisen er steget, og det trykker aktierne tilbage og løfter renterne. Dermed er investorernes fokus i dag igen rettet mod olieprisen og meldinger fra forhandlingerne, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.

Efter få minutters handel ligger C25-indekset 0,6 pct. lavere i 1766,02 efter fald i 19 af de 25 eliteaktier.

STOR INTERESSE FOR BIOMAR

Børsnoteringen af fiskefoderselskabet Biomar har vist overvældende interesse, og kursen endte i toppen af udbudsintervallet på 100-108 kr. - altså på 108 kr.

Efter et kvarters handel er Biomar-aktien steget til 111,50 kr. svarende til en stigning på 3,2 pct. fra noteringskursen.

Den samlede værdi af udbuddet af Biomar-aktier udgjorde 2,7 mia. kr. og 3,1 mia. kr. inklusive fuld placering af overallokeringsaktierne.

Biomar bryder dermed en lang tørkeperiode uden nye traditionelle noteringer på børsen i København. Den seneste almindelige nynotering var Gubras tilbage i marts 2023.

Blandt C25-aktierne tynger Genmab med et fald på 2,5 pct. til 1681 kr. efterfulgt af NKT, der har startet dagen med at falde 1,4 pct. til 1058 kr.

NKT har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af det norske børshus DNB Carnegie.

ISS stiger omvendt 0,5 pct. til 265,60 kr., efter at finanshuset UBS har løftet kursmålet med 30,2 pct. til 280 kr. fra 215 kr. Anbefalingen er fortsat "neutral", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Der er også analysenyt til Nordea, som har fået hævet sin anbefaling til "outperform" fra "neutral" hos børshuset Autonomous Research.

I samme ombæring er kursmålet hævet til 148,50 kr. fra 145,17 kr., viser data fra Bloomberg News.

Nordea-aktien falder 0,3 pct. til 123,20 kr.

FALD I SØLVPRISER GODT NYT FOR PANDORA

Pandora er steget i otte dage i træk og endte onsdag 2,4 pct. højere i 590,80 kr.

Et fald i sølvpriserne på 2,4 pct. over natten giver Pandora yderligere en smule medvind torsdag, hvor aktien er åbnet marginalt højere i 591 kr.

Vestas får også lidt opmærksomhed efter et bemærkelsesværdigt kursfald på 7,4 pct. til 177,20 kr. onsdag.

De seneste dage har aktien været påvirket af et større tilbagefald i oliepriserne og formentlig også forskellige markedsmeldinger, herunder fra USA, hvor rivalen GE Vernova oplever, at kunder kæmper med at få projekter "over stregen".

Torsdag er vindaktien åbnet 0,1 pct. højere i 177,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 44 anmeldelser