En begivenhedsrig mandag aften og tirsdag morgen sender flere danske selskaber i fokus, hvor Ørsted med medhold i USA og frasalg samt Demant der har aflagt årsregnskab med ny spareplan falder til bunds i C25.
Generelt er der positiv stemning på det danske marked, hvor regnskabsugen efterhånden er blevet skudt godt i gang.
Det danske eliteindeks, C25, åbner let i plus med 0,2 pct. til 1935,56.
Vestas og Bavarian Nordic ligger sig i front i eliteindekset, hvor vaccineproducenten har fået indledt dækningen af amerikanske Jefferies med "køb".
Netcompany stjæler lidt rampelys ved åbningen, efter at selskabet har aflagt regnskab for fjerde kvartal, der viser at man har klaret sig bedre end ventet i fjerde kvartal.
DEMANT SER VÆKST UNDER PRES OG INDFØRER SPAREPROGRAM
Demant, som før børsåbning aflagde årsregnskab, har sat forventningerne til 2026 en smule lavere end analytikerne havde estimeret på mellem 4100-4500 mio. kr. mod estimeret 4532 mio. kr..
Demant dykker markant ved åbningen med 7,8 pct. til 204,40 kr.
I forhold til den organiske vækst regner Demant med et fortsat lavere væksttempo i det generelle høreapparatmarked, der ses vokse med omkring 2-4 pct. i år. Dermed indikerer vækstprognosen også en forventning om vundne markedsandele.
Markedsvæksten er dermed også fortsat under det normale historiske gennemsnit og Demants egne langsigtede forventninger til markedsvæksten.
Under særlige poster regner Demant med at indregne omtrent 325 mio. kr. i år, hvoraf de cirka 125 mio. kr. er knyttet til integrationen af den tyske hørekæde Kind, mens yderligere 200 mio. kr. vedrører et nyt spareprogram, som Demant vil sætte i søen.
Det skal allerede fra 2026 sikre besparelser på omkring 250 mio. kr. Størstedelen heraf ventes at materialisere sig i andet halvår, oplyser Demant.
ØRSTED I FOKUS PÅ FRASALG OG MEDHOLD I USA
Ørsted skriver tirsdag sig selv på dagsordenen med mandagens medhold i USA samt morgenens nyhed om det planlagte frasalg af den europæiske vindforretning.
Energikæmpen har indgået en aftale med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) om at frasælge sin europæiske onshore-vindforretning for 1,44 mia. euro, eller hvad der svarer til 10,7 mia. kr.
Handlen markerer færdiggørelsen af Ørsteds frasalgsprogram, der foruden at styrke energiudviklerens balance også skal understøtte Ørsted strategiske prioritering af havvind på europæiske kernemarkeder.
Ørsted har med færdiggørelsen af sit frasalgsprogram opnået et provenu på cirka 46 mia. kr. i perioden 2025-2026. Selskabet havde et mål om et provenu på over 35 mia. kr. Salget af onshore-forretningen medfører en nedskrivning på 1,6 mia. kr.
Mandag aften fik Ørsted rettens ord for, at det danske energiselskab kan genoptage arbejdet på sit amerikanske havvindprojektet Sunrise Wind.
Sunrise Wind har - ligesom fire andre projekter - været ramt af en ordre om byggestop fra den amerikanske administration siden 22. december 2025.
Men med afgørelsen kan energiselskabet nu genoptage arbejdet, hvilket det vil gøre straks, lyder det i en børsmeddelelse mandag aften.
Ørsteds andet amerikanske havvindprojekt, Revolution Wind, har også været ramt af et arbejdsstop, som blev løftet tidligere på året. Da arbejdsstoppet blev løftet, steg aktien med 5,4 pct.
Ørsted har dertil fået skåret sin anbefaling til "hold" fra "køb" af Nordea, fremgår det af data fra Bloomberg News. Nordea har ikke kursmål for aktier med anbefalingen "hold"
Aktien falder tirsdag med 1,1 pct. til 142,35 kr.
NOVO NORDISK MED NYE DATA FOR CAGRISEMA
Novo Nordisk præsenterede kort før børslukketid mandag nye data for medicinalgigantens kommende lægemiddel Cagrisema.
Cagrisema viste et vægttab på op til 14,2 pct., hvor op til 43 pct. af personerne opnåede et vægttab på 15 pct., og 24 pct. opnåede et vægttab på 20 pct.
Fra en gennemsnitlig kropsvægt på 101 kilo opnåede personer, der blev behandlet med samme høje dosis et overlegen vægttab på 14,2 pct. efter 68 uger sammenlignet med 10,2 pct. med Semaglutid - som er den aktive ingrediens i Wegovy og Ozempic.
Novo Nordisk ligger tirsdag 0,6 pct. højere.
NETCOMPANY MED FINT FJERDE KVARTAL
Netcompany klarede sig bedre end ventet i fjerde kvartal, hvor selskabet realiserede en omsætning på 2264,7 mio. kr. og et justeret driftsresultat (EBITDA) på 385,2 mio. kr.
Til sammenligning ventede analytikerne en omsætning på 2233 mio. kr. og et justeret driftsresultat (EBITDA) på 355 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af selskabet selv forud for regnskabet for fjerde kvartal, der er offentliggjort tirsdag morgen.
Den justerede EBITDA-margin landede for kvartalet på 17,0 pct. mod ventet 15,9 pct. blandt analytikerne.
- I et volatilt marked og trods geopolitisk usikkerhed har vi vist vores evne til at vokse og trives, en succes baseret på en klar og velovervejet produkt- og platformsstrategi, udtaler topchef hos Netcompany , André Rogaczewski.
Smykkeselskabet Pandora har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos det amerikanske børshus Jefferies. I samme ombæring skæres kursmålet til 530 kr. fra 850 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.
Pandora falder med 3,6 pct. efter sølvprisen dykkede drastisk mandag og sendte aktien op med 9,2 pct.
.\\˙ MarketWire