Shutterstock 2252057991
01. dec. 2025 kl. 10:00
106 visninger

Valuefonde: Aktivt valg slår benchmark

Sydinvests globale valueportefølje har haft en fremragende udvikling i 2025. Læs om to spændende selskaber, der har bidraget til afkastet.

Allerede ved udgangen af november kan seniorporteføljemanager Michael Thomassen slå fast, at fonden Sydinvest Global Value i 2025 har overgået benchmark.

Ligesom det har været tilfældet i Sydinvest Europa Value, skyldes resultatet i den globale portefølje i høj grad fondens eksponering mod europæiske, og især sydeuropæiske, bankaktier, som har nydt godt af et normaliseret renteniveau, omkostningseffektiviseringer og mindre regulering.

”Men vores stærke performance handler ikke kun om bankaktier,” forklarer Michael Thomassen og uddyber: ”Den handler også om andre aktive aktievalg. To vigtige brikker har været Sumitomo Electric Industries og NRG Energy, som begge har leveret markante kursstigninger i år.”

Sumitomo Electric 

Sumitomo Electric er en japansk industrigigant, der producerer elektriske komponenter til flere sektorer, blandt andet auto-, kommunikations- og energisektoren. Selskabet er stærkt positioneret indenfor elektrificering, herunder komponenter til elbiler, samt løsninger til højvoltskabler og transmission.

Sumitomo Electric har set en stigning på ca. 100 % i år, hvilket har været drevet af:

  • Øget efterspørgsel efter EV-komponenter: 
    Selskabet er en vigtig leverandør af kabler til elektriske køretøjer.
  • Styrket infrastrukturudvikling: 
    Der er en global øgning i efterspørgslen efter transmissionsløsninger, hvilket gavner Sumitomo Electric.
  • Corporate governance-reformer i Japan: 
    Øget interesse fra udenlandske investorer på grund af forbedret kapitalallokering og governance.

Realiseret profit
”Efter den markante kursstigning valgte vi at sælge vores position i starten af november med en realiseret gevinst på 109% i år. Aktien er nu tættere på at være korrekt værdiansat, og vi har sikret de opnåede gevinster,” pointerer Michael Thomassen.

NRG Energy 

NRG Energy er en af de største energiudbydere i USA og har fokuseret på at udvide sin portefølje af vedvarende energi samt indgået langsigtede aftaler med datacentre. Derudover har NRG haft succes med at udnytte den stigende efterspørgsel efter energi og foretaget store tilbagekøb af egne aktier.

Henover året har NRG’s aktie set stærk vækst på +60 % i år på baggrund af:

  • Diversificering mod vedvarende energi og datacentre: 
    NRG har øget sin eksponering i disse vækstområder, hvilket har forbedret fremtidsudsigterne.
  • Stigende energipriser: 
    De højere energipriser har også givet et løft til selskabets indtjening.

Realiseret profit
”Vi har valgt at tage profit over flere omgange, da aktien har haft en kraftig opadgående bevægelse, og vi ønsker at sikre gevinsterne,” forklarer Michael Thomassen. ”NRG ser ikke længere så attraktiv ud på værdiansættelsen, som ved indgangen til året, og vi overvejer netop nu at sælge den resterende position i selskabet.”

Samlet vurdering

Sammenfatter man året, viser disse investeringer, hvordan value-strategien ikke kun handler om at finde undervurderede aktier, men også om at identificere selskaber med stærke vækstmuligheder og gode kapitalallokeringsstrategier. Men ifølge seniorporteføljemanager Michael Thomassen handler det samtidig om at være i stand til løbende at evaluere og tilpasse porteføljen.

”Vores globale valueportefølje har haft en fremragende udvikling i 2025, drevet af både den stærke performance i europæiske bankaktier og vores aktive valg af selskaber som Sumitomo Electric og NRG Energy,” konkluderer seniorporteføljemanageren. ”Begge aktier har leveret stærk vækst, og vi har været i stand til at realisere profit for at fastlåse gevinsterne og holde en stærk value-disciplin.”

 

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Måske vil dette også interessere dig