Bavarian og DSV løber med den positive opmærksomhed på det danske aktiemarked tirsdag efter henholdsvis at have leveret ny koppeordre og opjustering samt præsenteret nye finansielle mål.
Håbet om en fredsaftale mellem USA og Iran har lidt et knæk igen igen, efter at præsident Donald Trump har afvist Irans seneste udspil som "fuldkommen uacceptabelt", og at oliepriserne af samme årsag er steget igen.
C25-indekset ligger efter godt ti minutters handel 0,02 pct. lavere i 1762,18 efter en stigning mandag på 1,0 pct.
DSV MED NYE FINANSIELLE 2030-MÅL FORUD FOR KAPITALMARKEDSDAG
DSV kører forrest med en stigning på 2 pct. til 1569 kr. efter tirsdag morgen inden selskabets kapitalmarkedsdag i Hedehusene at have fremlagt finansielle 2030-målsætninger.
DSV sigter på gruppeniveau efter en såkaldt conversion ratio (forholdet mellem bruttoresultat og driftsresultat) på omkring 45 pct. og et afkast på den investerede kapital på omkring 20 pct. før skat.
Forventningerne er baseret på et uændret estimat for synergier fra integrationen af Schenker på omkring 9 mia. kr. med fuld effekt i 2027. Derudover ventes produktivitetsforbedringer gennem kunstig intelligens og teknologi kombineret med optimering af netværk og drift at øge produktiviteten med omkring 9 mia. kr. frem til 2030.
- Det er markant højere end ventet, vi havde ligget med 4 mia. kr. udelukkende fra medarbejderreduktioner, konsensus har ligget omkring 5-6 mia. kr. samlet, vurderer Jyske Banks senioranalytiker Haidar Anjum i kommentar. De øvrige mål er stort set som ventet af Jyske Bank.
BAVARIAN NORDIC OPJUSTERER EFTER NY KOPPEORDRE FRA USA
Bavarian Nordics' aktie stiger næstmest i C25 med 1,6 pct. til 197,70 kr.
Mandag aften opjusterede selskabet forventningerne til hele 2026 efter en ordre på frysetørrede koppevacciner fra de amerikanske myndigheder på 97 mio. dollar, som betyder både ekstra omsætning og indtjening for Bavarian i år.
Bavarian venter nu en omsætning på 5500-5700 mio. kr. mod tidligere 5000-5200 mio. kr., og prognosen for EBITDA-marginen er løftet fra cirka 25 pct. til cirka 28 pct. Begge dele er over konsensus blandt analytikerne.
COLOPLAST GENTAGER FORELØBIGE TAL I ENDELIGT REGNSKAB
Coloplast fremlagde tirsdag morgen regnskab for andet kvartal af 2025/26, som bekræftede de foreløbige tal, som selskabet annoncerede i forbindelse med en nedjustering af forventningerne for et par uger siden.
Andet kvartal var som tidligere meddelt præget af en stærk udvikling inden for den kroniske forretning og Urologi, mens Would & Tissue Repair var udfordret af ændringer i Medicare tilskudsordning i ambulant regi.
Coloplast stiger 1,5 pct. til 197,60 kr. efter et fald mandag på 0,5 pct.
NOVO NORDISK PRÆSENTER NY DELANALYSE FRA WEGOVY-FORSØG
Novo Nordisk meddelte tirsdag, at selskabet præsenterer en ny delanalyse fra det kliniske forsøg STEP UP på den europæiske fedmekongres (ECO), der afholdes i Istanbul, Tyrkiet, de næste tre dage.
- Analysen viser, at den højere dosis af vægttabsmedicinen Wegovy er yderst effektiv til at hjælpe personer med fedme med at tabe sig betydeligt, uanset hvor hurtigt deres krop reagerer på behandlingen, skriver Novo.
Novo aktien falder 0,1 pct. til 299,80 kr.
ÆNDREDE KURSMÅL PÅ ZEALAND PHARMA OG PANDORA
Zealand Pharma har fået skåret 135 kr. af sit kursmål hos britiske Barclays, der har sænket til 425 kr. fra 560 kr. Samtidig er den positive anbefaling "overvægt" dog blevet gentaget, fremgår det af data fra Bloomberg News.
Zealand Pharma afleverede regnskab for første kvartal i sidste uge, som samlet set endte noget bedre end ventet blandt analytikerne. Samtidig satte selskabet gang i et aktietilbagekøbsprogram på op til 1,3 mia. kr.
Zealand Pharma ligger i C25-bunden med et fald på 2,4 pct. til 338,40 kr. Mandag steg aktien 1,6 pct.
Amerikanske Citigroup har løftet sit kursmål for aktien i smykkekoncernen Pandora til 570 kr. fra 515 kr. Samtidig gentages anbefalingen "neutral", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Pandora stiger 0,2 pct. til 519,40 kr.
.\\˙ MarketWire