Det danske aktiemarked ligger ved åbningen lavere efter at være steget pænt tirsdag. Fortsat skeler markedsdeltagerne til udviklingen i Mellemøsten og olieprisen og underliggende er der fortsat nervøsitet.
Det danske eliteindeks, C25, ligger efter knap ti minutters handel 0,4 pct. lavere i 1688,69 efter et plus på 1,3 pct. tirsdag med Novo og Vestas i top.
BAVARIAN UDVIDER SAMARBEJDE
Bavarian Nordic har udvidet sit strategiske partnerskab med Serum Institute of India, SII, med aftale om produktion af chikungunyavaccine.
Det oplyser Bavarian i en meddelelse onsdag morgen.
Det udvidede samarbejde åbner mulighed for fremtidige fælles udviklingsprojekter, og muliggør en fuld teknologioverførsel af chikungunya-vaccinen til fremtidig forsyning i lav- og mellemindkomstlande, skriver Bavarian.
Bavarian-aktien falder 0,5 pct. til 184 kr.
NOVO FÅR OUTPERFORM-ANBELING
Spanske Santander indleder dækning af Novo med anbefalingen "outperform" og kursmålet er knap 367 kr.
Novo ligger tæt på toppen med et plus på 0,9 pct. til 249,10 kr. kun overgået af Vestas, der stiger 1,1 pct.
Vestas stiger 1,7 pct. til 160,55 kr. uden selskabsspecifikke nyheder som baggrund.
Ambu har fået sænket kursmålet af Danske Bank til 100 kr. fra 110 kr., og anbefalingen er uændret "køb".
Ambu-aktien falder 1,5 pct. til 74,10 kr. og placerer sig ved åbningen i C25-bunden
Konkurrencen på markedet for engangsendoskoper er tiltagende. Særligt konkurrencen inden for endoskoper til undersøgelse af urinvejene er spidset til, bemærker Danske Banks analytikere, der dog stadig placerer danske Ambu i førersædet.
Danske Bank synes stadig godt om den mellemlange case med stærk strukturel vækst, forbedret profitabilitet og en årlig vækst på cirka 23 pct. i indtjeningen per aktie frem til 2029/30, fremgår det af kommentaren.
Zealand Pharma falder 0,7 pct. til 258 kr. efter at have fået mere end halveret sit kursmål til 460 kr. fra 1000 kr. af den amerikanske investeringsbank JPMorgan. Det fremgår af data fra Bloomberg News. Anbefalingen af aktien fastholdes på "overvægt" af analytiker Sophia Graeff Buhl-Nielsen.
I Torm fragår udbytte på 0,70 dollar (4,50 kr.). Aktien falder ved åbningen 3,1 pct. eller 6,65 kr. efter et fald på 0,3 pct. tirsdag
Dagens eneste regnskab leverer fodboldklubben AaB. For 2025 venter klubben et resultat i niveauet minus 5 mio. til plus 5 mio. kr. AaB falder 2,3 pct. til 26 kr.
.\\˙ MarketWire