Med Pandora i bunden er de danske aktier kommet haltende i gang med julemåneden, som mandag er blevet skudt i gang med et moderat fald til C25-indekset.
Efter godt ti minutters handel falder eliteindekset med 0,3 pct. til 1741,89.
- Den solide fremgang på aktiemarkederne, som vi så i sidste uge, er aftaget noget her til morgen. Aktierne falder uden nogen hel åbenlys årsag. Renterne stiger på signaler om en renteforhøjelse i Japan, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.
Det sker efter en samlet set klart positiv november for det danske C25-indeks, der i månedens løb steg med 3,7 pct. og dermed reducerede årets samlede nedtur til under 2 pct. Særligt de grønne aktier i Ørsted og Vestas trak fra i november, hvor Bavarian Nordic blev den klare bundprop.
Fredag endte det danske eliteindeks 0,1 pct. højere.
Blandt enkeltaktierne er der mandag fokus på blandt andet Mærsk og DSV, der har fået ændrede kursmål hos JPMorgan, mens også Pandora kan få opmærksomhed efter black friday-ugen.
PANDORA STARTER SOM BUNDPROP EFTER BLACK FRIDAY-UGE
For Pandora kan der i de kommende dage måske lande nyt om salget i sidste uges store handelsuge grundet black friday.
Pandora-investorerne kan mandag morgen også notere sig en pæn stigning i sølvpriserne siden ved børslukketid fredag.
Smykkeselskabets aktie sendes mandag morgen ned med 3 pct. til 746,20 kr. og er dermed sidst i C25.
Fokus er der også til blandt andet Mærsk og DSV, efter at amerikanske JPMorgan har justeret på kursmålene for de to.
For DSV ses der et stort potentiale på godt 45 pct. fra fredagens lukkekurs, idet børshuset har hævet sit kursmål til 2130 kr. fra 1915 kr. og gentaget den positive anbefaling "overvægt", fremgår det af data fra Bloomberg News.
DSV-aktien falder dog med 0,3 pct. til 1463 kr. fra start mandag.
Mærsk, hvis B-aktie stiger med 0,6 pct. til 12.950 kr., har omvendt fået sænket sit kursmål til 8000 kr. fra 8800 kr. Den negative anbefaling "undervægt" er samtidig gentaget.
Kursmålet er ellers 38 pct. lavere end fredagens lukkekurs.
NOVO STARTER DECEMBER MED LAVERE KURSMÅL
I analyseafdelingen er der også nyt til sværvægteren Novo Nordisk, der nyhedsmæssigt havde en voldsom november, mens kursen - efter markante udsving undervejs - endte stort set, hvor den startede.
Amerikanske Jefferies har sænket sit kursmål for Novo til 270 kr. fra 290 kr. Anbefalingen er fortsat i negativt terræn på "underperform".
Jefferies vurderer i et analysenotat, at de amerikanske prisaftaler for Ozempic og Wegovy, der er blevet indgået i november, ikke vil resultere i en stor forøgelse af volumen og dermed ende med netto at ramme Novo. Det skyldes blandt andet hård konkurrence, vurderer børshuset.
Novo-aktien sluttede fredag 2,0 pct. højere, men er mandag morgen vendt til et fald på 1,2 pct. til 313,25 kr.
NETCOMPANY-RIVAL SOLGT TIL KAPITALFONDEN AXCEL
Netcompany-interesserede kan kigge mod Norge, hvor konkurrenten Bekk ifølge Børsen er blevet afhændet til kapitalfonden Axcel for en pris på 1,7 mia. norske kr. - eller omtrent 1,1 mia. kr.
Netcompany har indledt mandagen med et plus på 0,3 pct. til 324 kr.
I den lidt mindre afdeling har RTX, som i sidste uge afleverede årsregnskab for 2024/25 og i den forbindelse også gav langsigtede finansielle forventninger, fået løftet sit kursmål hos Danske Bank til 140 kr. fra 120 kr.
RTX stiger fra start mandag med 3,4 pct. til 105,50 kr.
I toppen af C25 er Genmab, som uden større selskabsspecifikke nyheder stiger med 2,5 pct. til 2090 kr.
.\\˙ MarketWire