08. jan. 2026 kl. 08:13
76 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Plusser til Rockwool og Carlsberg kan ikke holde C25 oppe

Aktier/åbning: Plusser til Rockwool og Carlsberg kan ikke holde C25 oppe

Rockwool og Carlsberg går imod en ellers overordnet lyserød strøm på det danske aktiemarked torsdag morgen, hvor de faldende papirer netop har overtaget, uden at der er tale om voldsomme udsving på hverken enkeltaktie- eller indeksniveau.

Efter knap ti minutters handel falder C25-indekset med 0,5 pct. til 1889,27.

Også Pandora er blandt aktierne i fokus i et marked, hvor der atter bliver hevet gevinster hjem efter en god årsstart flere steder. Der er også tale om et fortsat noget nervøst geopolitisk miljø, mens investorerne venter på inspiration fra regnskaber for fjerde kvartal. De begynder at strømme ind fra USA i næste uge.

Onsdag faldt C25-indekset for første gang i 2026 - med 0,1 pct. - efter stigninger over årets første tre handelsdage.

- Investorerne tog sig en lille tænkepause i går efter årets første tre dage med fornuftige kursstigninger. Det gav små aktiekursfald, og den tendens fortsætter her til morgen. Tænkepausen kom i kølvandet på en række meldinger fra Trump, der svækkede forskellige sektorer, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en kommentar torsdag morgen.

PANDORA PRESSET AF MERE END BLOT HØJE SØLVPRISER

Blandt enkeltaktierne skæves der blandt andet atter til Pandora, som har haft det svært på det seneste grundet særligt stigende sølvpriser. Torsdag er der umiddelbart lidt lettelse, der med et fald til metallet, der er det danske selskabs vigtigste råvare.

Men Pandora er presset af andet end blot sølvpriserne, lyder det fra Nordea, som sænker sit kursmål for aktien til 800 kr. fra 1100 kr., mens den positive anbefaling "køb" dog står ved magt.

- De væsentligste risikofaktorer omfatter de noget udfordrende markedsforhold, især i Europa og Kina, høj inflation og svækket forbrugeroptimisme, skriver analytiker hos Nordea Martin Brenøe i et notat.

Også amerikanske Bernstein har kigget på Pandora og sænket sit kursmål, og her er synet på casen noget mindre optimistisk. Kursmålet sænkes således til 550 kr. fra 630 kr., og den negative anbefaling "underperform" står ved magt, viser data fra Bloomberg News.

Pandora-aktien falder med 0,9 pct. til 656 kr.

Novo Nordisk, som falder med 0,1 pct. til 366,10 kr., har fået løftet sit kursmål for den amerikanske notering hos børshuset Zack's, der har skruet op til 47 dollar fra 40 dollar. Det svarer i danske kroner til et kursmål på 300,60 kr. og dermed pænt under den aktuelle kurs.

Rockwool er ikke længere i kategorien "sælg" hos schweiziske UBS, der har løftet anbefalingen af aktien til "neutral". Kursmålet er samtidig sat op til 240 kr. fra 212 kr. Rockwool stiger fra start torsdag med 1,1 pct. til 226,35 kr.

Investorer med interesse i ISS kan skæve til Frankrig, hvor konkurrenten Sodexo har aflagt regnskab for sit første kvartal 2025/26. Kvartalet bød på en organisk vækst helt på linje med konsensus blandt analytikerne, da toplinjen hos Sodexo organisk gik frem med 1,8 pct.

Det skete trods udfordringer på markedet i USA, hvor et kontrakttab gjorde ondt på det franske selskab.

ISS stiger fra start med 0,1 pct. til 229,20 kr.

CARLSBERG ER CITIGROUPS FORETRUKNE BRYGGERINAVN

Carlsberg ventes at blive understøttet af et stærkt central- og østeuropæisk marked i fjerde kvartal, hvor særligt distributionen af Pepsi i Kazakhstan i november ses kompensere for bryggeriets tab af kontrakten med San Miguel.

Det er med til at gøre Carlsberg til den foretrukne ølaktie i finanshuset Citigroup, der i en optakt til årsregnskabet for 2025 gentager sin anbefaling "køb".

- I betragtning af dets mere favorable volumenudvikling end konkurrenterne, synergier, mulighed for gældsnedbringelse og lave værdiansættelse er Carlsberg vores førstevalg i en attraktiv bredere ølsektor for 2026, skriver Citis analytikere i et notat.

Carlsbergs B-aktie stiger med 1,2 pct. til 827 kr.

Demant kan se sit kursmål hos Deutsche Bank blive sænket med 12 pct. til 242 kr. fra 275 kr. Anbefalingen er fortsat "hold", viser data fra Bloomberg News.

Demant falder torsdag morgen med 0,8 pct. til 219 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 74 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig