27. feb. 2026 kl. 08:22
78 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Unibrew tynger i C25 - solide regnskabsplusser til Gubra og Trifork

Aktier/åbning: Unibrew tynger i C25 - solide regnskabsplusser til Gubra og Trifork

Royal Unibrew falder tungt fra åbningen på det danske aktiemarked fredag, efter at bryggerikoncernen i sit regnskab skuffede på salget i fjerde kvartal.

Uden for eliteindekset er der omvendt pæne plusser til både Gubra og Trifork efter de to selskabers årsregnskaber fredag morgen.

Efter 15 minutters handel er der stigninger i ni og fald i 15 af aktierne i C25-indekset, der falder 0,1 pct. i 1727,71.

UNIBREW STARTER NYT AKTIETILBAGEKØB

Investorerne reagerer umiddelbart negativt på regnskabet fra Unibrew, der da heller ikke præsterede den toplinje i fjerde kvartal, som analytikerne havde regnet med.

Til gengæld matchede bryggerikoncernen konsensus på indtjeningen, mens selskabets prognose for 2026 ligger lidt under analytikerforventningen.

For 2026 venter Unibrew en organisk vækst i driftsresultatet, EBIT, på 6-10 pct. Det svarer til et driftsoverskud på 2325-2425 mio. kr. mod 2202 mio. kr. sidste år, oplyser bryggeriet. Analytikerne estimerede forud for regnskabet en vækst i driftsresultatet på 9 pct. og et driftsresultat på 2406 mio. kr. i 2026.

Unibrew sparker fredag gang i et tilbagekøbsprogram for egne aktier til en værdi af op til 400 mio. kr. Oven i foreslås et udbytte på 16 kr. per aktie.

Efter regnskabet har Nordea løftet kursmålet for Unibrew-aktien til 710 kr. fra 650 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Unibrew-aktien lægger ud med et fald på 3,7 pct. til 612 kr.

STIGENDE RATER PÅ CONTAINERFRAGT

Mærsk kan priserne på containerfragt fra Shanghai til flere destinationer i verden være steget i den forgangne uge.

Det viser de seneste tal fra rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der udgives af Shanghai Shipping Exchange.

Indekset er i den seneste uge steget med 6,5 pct. til 1333,11. Stigningen følger seks ugers uafbrudt fald. Sidste uge var der ingen tal fra SCFI-indekset på grund af fejringen af det kinesiske nytår.

Novo Nordisks Wegovy-pille fortsætter væksten målt på recepttallene i USA. I sidste uge blev der udskrevet i alt 55.808 recepter til nye patienter på Wegovy-pillen mod 52.299 recepter i uge seks. Det viser tal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg.

Novo falder 0,2 pct. til 238,25 kr. fra start.

TOCIFRET PROCENTSTIGNING TIL GUBRA

Biotekselskabet Gubra venter i 2026 en vækst i sin kontraktforskningsforretning på 5-15 pct. på toplinjen, mens indtjeningsgraden i den del af forretningen ses på 20-25 pct. Investorerne tager godt imod regnskabet, og sender aktien i vejret med 11,3 pct. til 367,20 kr.

It-selskabet Trifork stiger desuden 4,2 pct. til 615 kr. efter sit regnskab. I 2026 venter selskabet en omsætning på 230-240 mio. euro mod 220,9 mio. euro sidste år. Desuden ventes en justeret indtjening før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 35-40 mio. euro sammenlignet med 33,3 mio. euro i 2025.

Køkkenvirksomheden TCM har fået hævet kursmålet til 98 kr. fra 93 kr. af finanshuset DNB Carnegie efter torsdagens årsregnskab. Købsanbefalingen gentages, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Også SEB vurderer, at der skal et højere kursmål til. Det er nu på 87 kr. mod før 83 kr. Også her gentages anbefalingen "køb".

TCM meldte torsdag om en "relativt stærk afslutning" på 2025, hvor driftsresultatet da også endte i den øvre ende af det udmeldte prognosespænd.

Aktien blev torsdag belønnet med en kursstigning på 5,0 pct. - og fredag fra åbningen fortsætter den op med 3,3 pct. til 69,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 183 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig