En positiv anbefaling sender mandag formiddag energiselskabet Ørsted til tops i det danske C25-indeks, som også samlet set noterer sig en pæn fremgang med en lille overvægt af aktier i plus.
Eliteindekset stiger med 1,2 pct. til 1657,36 med Ørsted som den klare frontløber, men også med pæne bidrag fra eksempelvis Mærsk og DSV.
Også Vestas blander sig i nyhedsstrømmen med en melding om, at vindmølleproducenten gennemfører en større justering på Lindø, der forventeligt vil betyde afvikling af cirka 440 stillinger.
INGEN TEGN PÅ DEESKALERING I MELLEMØSTEN
Hovedtemaet på de finansielle markeder er fortsat krigen i Mellemøsten og den potentielle effekt på både inflation og økonomisk vækst, og selv om der ikke er umiddelbare tegn på klare bedringer på den front, er markedets fokus skiftet en smule mandag.
- Hen over weekenden har der ikke været tegn på deeskalering. Vi ser ret markante angreb på Iran, og vi ser iranske angreb på infrastruktur. Og vi ser Houthierne melde sig ind i konflikten, siger Otto Friedrichsen, der er viceinvesteringsdirektør hos Formuepleje, til MarketWire.
- På den positive side er øst-vest-pipelinen i Saudi-Arabien oppe at køre med de her omkring 7 mio. tønder olie om dagen, men samtidig er der også ankomsten af USS Tripoli med 3500 marinesoldater i regionen. Med det informationsbagtæppe er der ikke tegn på, at tingene er ved at lægge sig, fortsætter han.
Alligevel ser investorerne ud til at sætte lidt prop i udsalget af aktier og obligationer med tendens til stigninger i aktierne og lette rentefald i den lange ende af kurven.
- Vi ser bevægelse i specielt de lange obligationer, så bevægelsen nu peger lidt væk fra alene at være en inflationsproblematik til også at indregne et perspektiv omkring, at væksten kan blive ramt af det. Vi ser også aktierne rette sig lidt efter et ret markant kursfald fredag. Det er egentlig lidt en ændring i tilgangen til risiko, siger Otto Friedrichsen.
ØRSTED I TOP EFTER KØBSANBEFALING
Øverst i C25 er Ørsted med en klar stigning på 7,5 pct. til 153,70 kr.
Aktien understøttes af, at Bank of America har løftet sin anbefaling af den til "køb" fra "neutral", og fremgangen mandag udbygger Ørsteds position som den bedst præsterende C25-aktie i år.
Fremgang er der også - trods en haltende start - til begge Mærsk-aktier, der fortsat er stærkt påvirkede af udviklingen i Mellemøsten.
B-aktien stiger ud på formiddagen med 1,8 pct. til 16.385 kr.
For Vestas er en svag start på dagen også vekslet til et plus - på 1,5 pct. til 178,55 kr.
Vindmølleproducentens nedlæggelse af stillinger på Lindø rammer primært i produktionen på fortrinsvis nat- og weekendholdet, oplyser Vestas til MarketWire.
Ifølge kommunikationschef Anders Riis hos Vestas har selskabet gradvist modnet produktionen og øget effektiviteten på Lindø til et niveau, der gør det nødvendigt at justere antallet af medarbejdere på fabrikken.
Vestas vil fortsat have en betydelig tilstedeværelse på Lindø, hvor der stadig skal produceres naceller til selskabets havmølle, V236-15,0 MW.
NETCOMPANY FORTSÆTTER OP EFTER OPJUSTERING
Blandt sidepapirerne fortsætter opturen til Netcompany, som sent torsdag i sidste uge opjusterede sine forventninger til hele årets driftsmargin.
Aktien stiger mandag med 1,9 pct. til 356,80 kr. efter et plus på 9,8 pct. fredag.
Knap så opløftende ser det ud for Parken Sport & Entertainment, hvis fodboldklub, FC København, har skilt sig af med cheftræner Jacob Neestrup.
Ifølge Tipsbladet skal han erstattes af Bo Svensson, der senest har været træner i tyske Union Berlin. Den del er dog ikke bekræftet af selskabet selv.
Parken-aktien falder med 3 pct. til 178 kr.
.\\˙ MarketWire