Pandora, Zealand Pharma og Mærsk-aktierne topper torsdag middag et mørkerødt C25-indeks som trækkes baglæns af især Rockwool, Coloplast og GN.
Eliteindekset taber 2,0 pct. til 1650,84 i et aktiemarked med indslag fra en lille stime analyseændringer og en undertone af forstærket bekymring for de geopolitiske spændinger og stigende energipriser, som udspringer fra krigen i Mellemøsten.
Dertil bidrager også udfaldet af rentemødet i den amerikanske centralbank onsdag aften til et marked i mol efter mere høgeagtige tendenser i de udtalelser fra bankens formand, Jerome Powel kom efter mødet.
- Men det hænger sammen, og det udspringer alt sammen af det, der foregår i Mellemøsten - det der foregår med olieprisen, kommenterer aktieanalysechef i AL Sydbank Jacob Pedersen til MarketWire.
- Når benzinprisen stiger, så har forbrugerne færre penge til andre indkøb, og det trækker vækst ud af økonomien. Og så har du hele inflations/rente-elementet, som gør, at når priserne og inflationen stiger, så kan man ikke sænke renten og hjælpe økonomien, som investorerne havde håbet på, forklarer analysechefen.
- I den forstand, så holder situationen dernede og signaler om, hvor olieprisen går hen - det holder aktierne i et jerngreb i øjeblikket, siger Jacob Pedersen.
Torsdag formiddag er prisen på den europæiske referenceolie Brent løftet mere end 10 pct. til 118,52 dollar per tønde, mens den europæiske gaspris stiger 24 pct. til 67,90 euro per megawatt-time.
Med i toppen af C25-indekset ligger Zealand Pharma, som bevarer anbefalingen "køb" hos både Goldman Sach og Danske Bank trods sænkede kursmål i friske analyser.
Også med i toppen stiger Mærsk 0,4 pct. til 18.690 kr. for B-aktien. Torsdag viser World Container Index (WCI) en stigning i containerraterne i sidste uge på 2,3 pct. Det er tredje uge i træk, at indekset er i fremdrift.
Øverst i indekset ligger Pandora, som nyder godt af et fald i sølvpriserne til laveste niveau i omkring en måned. Smykkeaktien stiger 1,1 pct. til 440,80 kr.
STIME AF NYE ANALYSER
Blandt forhold, som påvirker de danske aktier i torsdagens handel er ikke mindst en række nye kursmål og anbefalinger fra analytikerne.
I bunden af C25-indekset taber Coloplast 6,1 pct. til 418,90 kr. Nordea har ifølge Bloomberg News sænket sin anbefaling af medicoaktien "sælg" fra "hold" og sat et kursmål på 400 kr. Tilbagegangen følger et fald på 2,4 pct. onsdag.
I bunden af indekset har Coloplast selskab af Rockwool, som på klassisk vis rammes af stigende gaspriser, selv om det ikke er en helt rimelig reaktion, mener Jacob Pedersen. Han fremhæver, at Rockwool har sikret sig fast pris på gas i lang tid fremefter.
Isoleringsaktien mister 4,9 pct. til 174,21 kr.
GN taber 5,2 pct. til 92,92 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.
LAVESTE KURSMÅL FOR NOVO
Indekstunge Novo Nordisk taber 1,1 pct. til 238,90 kr., i forlængelse af en hug fra det amerikanske børshus Bernstein, der indleder dækning af aktien den negative anbefaling "underperform" og et kursmål på blot 175 kr. Det er det lavest bud blandt de 31 analytikere, der sætter kursmål for den danske medicinalaktie.
Analytiker Justin Smith vurderer i notatet ifølge Bloomberg News, at den negative cyklus, hvor analytikerkorpset sænker sine forventninger til Novos indtjening per aktie, endnu ikke er slut.
Omvendt positivt ser det ud for Nordea, som har fået løftet sin anbefaling hos norske ABG Sundal Collier til "køb" fra "hold". Kursmålet er sat til omtrent 128 kr. i dansk regning.
Alligevel taber bankaktien 1,3 pct. til 117,30 kr.
For NKT er kursmålet blev banket op til 719 kr. fra 483 kr. hos amerikanske Goldman Sachs. Kursmålet er dog fortsat under den aktuelle kurs, og børshuset fastholder da også den negative anbefaling "sælg", viser data fra Bloomberg News.
Aktien falder 2,9 pct. til 786,50 kr.
KØB ZEALAND
Goldman Sachs har også haft Zealand Pharma gennem regnearket, og konklusionen er en sænkning af kursmålet til 491 kr. fra 861 kr. Men anbefalingen er fortsat "køb", og aktien stiger 0,2 pct., til 281,10 kr. efter et tungt dyk på 5,8 pct. onsdag.
Danske Bank har også set på Zealand Pharma og konstaterer i en ny analyse, at et skuffende vægttab med Zealands petrelintid resulterede i en noget overgjort overhaling af selskabets aktie, mener Danske Bank, der stadig ser vægttabshåbet have sin berettigelse.
Danske Bank skærer kursmålet for aktien til 625 kr. fra 770 kr., men fastholder anbefalingen "køb".
GREENMOBILITY AFSLUTTER STÆRKT 2025 OG LOVER MERE VÆKST
Greenmobility har med sit årsregnskab for 2025 torsdag morgen sat punktum for et flot år for delebilstjenesten, der bød på en række opjusteringer af forventningerne. Aktien stiger 4,9 pct. til 59 kr.
.\\˙ MarketWire