Der er lagt op til en stille dag på finansmarkederne fredag, hvor flere markeder holder lukket, dog har Novo Nordisk fået løftet anbefalingen til "køb", hvilket kan bringe aktien i fokus fra morgenstunden.
Tager man et kig på futures i Europa har aflyste forhandlinger mellem USA og Iran i Schweiz gjort ondt værre. Her falder Dax-futuren, som normalt er et godt pejlemærke for det danske marked, 0,5 pct.
De amerikanske aktiebørser er lukket fredag i forbindelse med helligdagen Juneteenth, der markerer afskaffelsen af slaveri i USA. Men som altid er handlen med futures ikke påvirket, og her indikeres kursfald på 0,4-1 pct., når markedet åbner mandag efter den lange weekend.
Fredag er desuden den første dag med fri passage gennem Hormuzstrædet, efter at både Iran og USA har løftet sine blokader af det vigtige stræde for olie- og gastransport.
NOVO FÅR LØFTET ANBEFALING OG MÆRSKS PEERS FALDER
Novo Nordisk har fået hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold" hos Nordea.
Dermed er aktien tilbage i kridthuset hos Nordea, der sænkede anbefalingen til "hold" den 24. februar, viser data fra Bloomberg News. Kursmålet bliver nu sat til 350 kr. af Nordea, der havde kursmål for aktien, da anbefalingen var "hold".
Det nye kursmål giver et kurspotentiale på 25 pct. sammenlignet med torsdagens lukkekurs i 280,10 kr. efter et fald på 1,9 pct.
Mærsks asiatiske konkurrenter er ramt af kursfald fredag efter underskrivelsen af aftalen mellem USA og Iran tidligere på ugen. Selv dykkede det danske rederis B-aktie 2,4 pct. til 15.400 kr. torsdag.
Fredagens handel er i øvrigt uden input fra aktiemarkederne i Kina, Hongkong og Taiwan, der alle er lukket for den traditionelle Dragebådsfestival.
Det betyder også, at SCFI-rateopgørelsen blev offentliggjort allerede torsdag formiddag. Indekset steg i den seneste uge med 4,6 pct. til 3121,69, hvilket er den ottende i træk med fremgang. Før den seneste optur begyndte, lå indekset i 1875,26.
Torsdag bød også på fremgang i ratetallene fra World Container Index (WCI), der udgives af analysehuset Drewry. Indekset steg frem til 18. juni med 11,8 pct. til 3968,87 dollar, hvilket er den syvende uge i træk med fremgang.
SØLVPRISEN FORTSÆTTER DYK
Pandora kan komme i fokus, da sølvprisen falder for tredje dag i streg og siden torsdagens danske børslukning er faldet med 3,6 pct. til 63,91 dollar per troy ounce.
Dermed er sølvprisen samlet faldet med 8,7 pct. siden onsdag morgen, hvor prisen på sølv var omkring 70 dollar per troy ounce. Samlet for ugen er sølvprisen faldet omkring 6 pct.
Pandoras smykker fremstilles i høj grad af sølv. Og når prisen på den vigtigste råvare stiger, øger udgifterne også. Pandora har dog hedget hele sit forbrug af sølv i år og samtidig er selskabet på vej med platinbelagte smykker.
Smykkeaktien lukkede 2,2 pct. højere i 651,60 kr. torsdag.
Vestas er blevet sat på en positiv katalysatorlyste hos finanshuset JPMorgan, som i en analyse skriver, at flere positive forhold endnu ikke er fuldt afspejlet i aktiekursen.
Analytiker Akash Gupta ser en "god sandsynlighed" for, at Vestas kan hæve sine forventninger i forbindelse med regnskabet for første halvår, der offentliggøres den 13. august, skriver Bloomberg News, der pointerer, at det i så fald vil være første gang siden 2016.
Det er blandt andet en stærkt udvikling inden for landvind, pæn ordrebeholdning i havvind-forretningen og genopretningen af service forretningen, der taler for det positive syn på Vestas.
Vestas-aktien lukkede torsdag med et fald på 1,1 pct. i 173,60 kr.
.\\˙ MarketWire