Torsdag ser aktiemarkederne over hele linjen ud til at være præget af mismod blandt investorerne, trods onsdagens fredsoptimistiske humør - i forhold til situationen i Mellemøsten - som hovedsageligt prægede det amerikanske marked.
Futuren for DAX-indekset, som ofte er et godt pejlemærke for det danske marked, falder torsdag morgen 1,2 pct., mens de amerikanske futures ligeledes indikerer minusser fra start mellem 0,5-0,6 pct., når markederne åbner senere på dagen.
Onsdag lukkede det danske eliteindeks, C25, 0,4 pct. lavere i 1745,64.
USA's præsident, Donald Trump, forlængede onsdag på egen hånd våbenhvilen med Iran på ubestemt tid, men uden officielt nyt om fremskridt i forhandlingerne og med fortsat uenighed om våbenhvile, blokade, atomspørgsmål og kontrol over Hormuzstrædet, står investorerne tilbage med flere spørgsmål end svar, og det skaber usikkerhed på markederne.
UNIBREW FÅR FORTSAT ANALYTIKER-HUG
Unibrew er torsdag morgen igen plaget af negativt analytiker-nyt, denne gang fra Berenberg og SEB. Berenberg har skåret kursmålet for aktien ned til 502 kr. fra 681 kr., efter selskabets historiske nedtur tirsdag på 24,8 pct.
Berenberg fastholder sin købsanbefaling. Nedturen, der blev skabt af et tab af Pepsico-aftalen til Carlsberg, har de seneste dage medført adskillige justeringer fra analytikerne, der nu ser mindre potentiale i aktien.
SEB har også været i gang og har justeret Unibrews kursmål ned til 520 kr. fra 680 kr. SEB holder fast i anbefalingen "køb".
Læskedriksaktien faldt onsdag 3,7 pct. til 399,80 kr.
Novonesis har også fået sat kursmålet en snas ned af finanshuset Jefferies. Det lyder nu på 450 kr. mod før 470 kr.
Der er dog fortsat et potentiale i aktiekursen på over 17 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs, der steg 0,6 pct. til 383,40 kr., og finanshuset gentager da også sin positive købsanbefaling.
Kursmålet for aktien i Netcompany er desuden blevet sat op med knap 13 pct. til 450 kr. fra førhen 400 kr. af SEB Bank, fremgår det af data fra Bloomberg News.
Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb" af analytiker Yiwei Zhou.
Det nye kursmål indikerer da også et potentiale på næsten 15 pct. i forhold til lukkekursen onsdag, hvor selskabet lukkede onsdagens handel 1,1 pct. lavere i 393,80 kr.
REGNSKABER FRA CARLSBERG- OG ZEALAND PEERS
Torsdag morgen triller regnskaberne ind fra flere peers til danske C25-aktier, som på den baggrund kan komme i fokus i torsdagens handel.
Først var Heineken og Roche, som er peers til Carlsberg og Zealand Pharma, aktuelle med tal for årets første tre måneder.
Roche, der er Zealands partner på vægttabsfronten, skuffer særligt på salget, som skrumpede mere end analytikerne ifølge Bloomberg havde forventet.
Samlet fastholder medicinalselskabet dog sine forventninger til hele året om en midt-encifret salgsvækst i procent i år sammenlignet med 2025, hvor toplinjen hos selskabet gik frem med 7 pct. til 61,5 mia. schweizerfranc.
Zealand Pharma steg 1,8 pct. til 306,20 kr.
Heineken følger i store træk trop og skuffer let men bredt, især drevet af lavere efterspørgsel på øl.
I årets første tre måneder er ølvolumenen organisk dykket med 0,8 pct., mens analytikerne til sammenligning havde ventet et fald på 0,7 pct., viser data fra Bloomberg.
Carlsberg dykkede onsdag 0,5 pct. til 819,20 kr.
Senere torsdag kommer Vestas-konkurrenten Nextera på banen, mens den norske storbank DNB har aflagt et svagt regnskab.
.\\˙ MarketWire