21. jan. 2026 kl. 07:26
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Udsigt til rød start - Trumps tale i Davos bestemmer slutfacit

Aktier/tendens: Udsigt til rød start - Trumps tale i Davos bestemmer slutfacit

Det danske aktiemarked ser onsdag ud til at skulle åbne lidt lavere. Det er fortsat den amerikanske præsident Donald Trump, der svinger taktstokken over finansmarkederne. Hans trusler om øgede toldsatser, hvis han ikke får sin vilje, påvirker i den grad markederne. Han taler på det økonomiske topmøde i Davos inden de europæiske markeder lukker.

Selskabsspecifikt skal markedet derudover forholde sig til en god håndfuld ændrede anbefalinger og/eller kursmål for aktierne i Danske Bank, Nordea, Pandora, NKT, Ringkjøbing Landbobank og Genmab. Sidstnævnte får også nyt om Darzalex-salget i fjerde kvartal fra sin amerikanske partner Johnson & Johnson.

De amerikanske aktier faldt mærkbart tirsdag og udviklingen i Asien bortset fra Kina er rød onsdag.

Futures for amerikanske aktier peger dog lidt op, da de for de tre ledende amerikanske indeks stiger 0,1-0,3 pct. onsdag ved 8-tiden. Den tyske DAX-future ligger med et fald på lige på 0,2 pct. på samme tid.

Tirsdag vendte det danske C25-indeks en negativ åbning til en lukning med en stigning på 0,3 pct. til 1894,81. Mandag faldt det 2,7 pct. En positiv udvikling i Novo Nordisk aktien tirsdag var en væsentlig del af forklaringen på tirsdagens plus.

Novo Nordisk steg 3,2 pct. til 389,50 kr. tirsdag, men kan se sin amerikanske notering falde 2,7 pct. i tirsdagens handel i USA. ADR'en sluttede i 60,68 dollar, hvilket svarer til knap 387 kr., i dansk regning.

Finanshuset Jefferies vurderer, at markedet stadig sigter for højt, når det kommer til udsigterne for Novo Nordisk i 2026. Jefferies peger på, at Novos forretning er under pres uden for USA. Konklusionen følger sidste uges store sundhedskonference i San Francisco.

EN GOD HÅNDFULD NYT FRA ANALYTIKERNE

Genmab har fået en løftet anbefaling af DNB Carnegie til "køb" fra "hold", og samtidig er kursmålet løftet til 2235 kr. fra 1985 kr. Anbefalingsløftet kommer efter et par dage med klare kursfald til Genmab, som mandag gik 6,5 pct. tilbage og faldt 2,2 pct. tirsdag til 1998 kr.

Genmabs partner amerikanske Johnson & Johnson offentliggør regnskab for fjerde kvartal og løfter dermed også sløret for salget af Darzalex i kvartalet.

NKT har fået sænket både anbefaling og kursmål af Barclays. Anbefalingen lyder nu på "ligevægt" mod tidligere "overvægt", mens kursmålet ændres til 852 kr. fra 1097 kr.

NKT steg tirsdag 0,9 pct. til 801,50 kr.

Barclays har også taget et kig på NKT's franske konkurrent Nexans, Her lyder historien positiv. Finanshuset løfter både sin anbefaling og kursmål for rivalen.

Bernstein og DNB har onsdag sluttet sig til rækken af analytikere, der har nedjusteret Pandora efter selskabets nedjustering og de stigende sølvpriser. Bernstein sænker sit kursmål til 430 kr. fra 550 kr. Finanshuset fastholder den negative anbefaling "underperform". DNB Carnegie sænker kursmålet til 535 kr fra 740 kr., men fastholder anbefalingen "hold".

Pandora faldt 0,7 pct. tirsdag til 515,80 kr.

Danske Bank, der tirsdag faldt 1,3 pct. til 313,50 kr. og Nordea, der faldt 0,2 pct. til 122,75 kr. får begge sænket anbefalingen ad ABG Sundal Colliers. Begge får anbefalingen "hold" mod tidligere "køb". Kursmålet for Danske Bank er samtidig hævet til 307 kr. fra 302 kr., og også for Nordea er det gået opad med kursmålet, som her er hævet til 183 svenske kr. fra 175 svenske kr. I dansk regning svarer det nye kursmål til omtrent 128 kr.

Uden for C25 får Ringkjøbing Landbobank løftet kursmålet af Nordea, der nu sætter det til 1700 kr. mod tidligere 1590 kr. Anbefalingen er uændret "køb" ifølge Bloomberg. Ringkjøbing Landbobanks-aktie steg 1,2 pct. til 1566 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 96 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig