Et begivenhedsrigt 2025 for AL Sydbank er blevet rundet godt af ifølge topchef Mark Luscombe, som ikke ser tegn på, at fusionen mellem Sydbank, Vestjysk Bank og Arbejdernes Landsbank har belastet forretningsmomentummet.
- Vi får en fantastisk flot afrunding på året. Det er et regnskab, som er lidt svært at læse, fordi det er 11 måneder med Sydbank-tal, og så er det i december Sydbank, Vestjysk og AL kombineret. Men når jeg kigger på volumener, som er udtryk for, om der har været vækst i forretningen eller ikke, så kan jeg se, at koncernen på udlån vækster med 5 mia. kr. henover året, altså fra 135 til 140 mia. kr. i udlån.
- Og tilsvarende, hvis vi ser på indlån, så vækster vi også fra 197 til 209 mia. kr., det er 12 mia. kr. i indlånsvækst. Det er ganske signifikant, siger Mark Luscombe i et interview med Marketwire efter bankens regnskab for 2025.
Han har haft særlig fokus på udviklingen efter annonceringen af fusionen 27. oktober.
- Vi holder meget øje med, om vi mister momentum i markedet, fordi vi fusionerer, men vi kan også se, at vi både på udlån og indlån også vokser i årets sidste kvartal. Det passer egentlig meget godt med det billede, vi ser, når vi kigger på, hvad der sker i forretningen. Der har ikke været noget større medarbejderflugt endnu, og vi kan heller ikke konstatere, at der er kunder, der forlader os, siger Mark Luscombe.
Han fremhæver også, at banken har skabt et resultat, der forrenter den materielle egenkapital med 12,1 pct.
- Det er altså i lyset af, at fjerde kvartal er et kvartal, hvor vi jo tager over en milliard kroner i engangsudgifter fra udtræden af BEC. Det er en ganske imponerende egenkapitalforretning for koncernen, på trods af den her milliard i ekstraomkostning.
- Så ja, jeg er en meget tilfreds bankdirektør her til morgen, siger Mark Luscombe.
.\\˙ MarketWire