11. mar. 2026 kl. 07:57
33 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Ambu/Danske: Står stærkt trods stigende pris- og konkurrencepres i Urologi

Ambu/Danske: Står stærkt trods stigende pris- og konkurrencepres i Urologi

Konkurrencen på markedet for engangsendoskoper er tiltagende. Særligt konkurrencen inden for endoskoper til undersøgelse af urinvejene er spidset til, bemærker Danske Banks analytikere, der dog stadig placerer danske Ambu i førersædet, men sænker kursmålet for aktien.

- Vores data peger på fortsat konkurrence- og prispres - særligt i Urologi - men med begrænsede tegn på stabilisering på kort sigt, skriver analytikerne Carsten Lønborg Madsen og Tobias Berg Nissen i et notat.

- Vi synes dog stadig godt om den mellemlange case med stærk strukturel vækst, forbedret profitabilitet og en årlig vækst på cirka 23 pct. i indtjeningen per aktie frem til 2029/30.

Konkurrencen kommer hovedsagligt fra kinesiske og europæiske småproducenter og en mere aggressiv tilgang blandt mere etablerede medicoselskaber.

Med den stigende konkurrence, der også lægger pres på priserne, øges dog også udbredelsen af engangsendoskoper.

- Mest vigtigt fortsætter skiftet mod engangsløsninger, og markedsvæksten synes sund, skriver analytikerne.

De bemærker endvidere, at Ambus forretningsområde Respiratory er bedre garderet mod stigende konkurrence, da barren er højere for nye spillere på markedet.

Konklusionen er derfor, at Ambu står som en af vinderne ved en større udbredelse af engangsendoskopi, da selskabet er understøttet af sin skalerbarhed, store portefølje, innovation og salgsstyrke.

Kursmålet sænkes alligevel til 100 kr. fra 110 kr., mens købsanbefalingen består.

Ambu steg tirsdag 1,0 pct. til 75,25 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 201 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig