Bang & Olufsen kom som ventet ud af andet kvartal med tilbagegang for både salget og indtjeningen, hvor underskuddet er vokset markant.
Det fremgår af selskabets regnskab for det forskudte regnskabsår 2025/26 offentliggjort onsdag morgen.
Omsætningen landede på 676 mio. kr. mod 698 mio. kr i samme periode året forinden.
På bundlinjen viste andet kvartal et underskud på 53 mio. kr. mod et minus på 13 mio. kr. i samme periode sidste år.
Faldet i omsætningen var dog ingen overraskelse, da Bang & Olufsen i sidste uge offentliggjorde foreløbige tal for andet kvartal. Her meddelte selskabet også, at de indsnævrede forventningerne til regnskabsåret, og samtidig meddelte, at topchef Kristian Tëar var fortid i stillingen.
- Vi oplevede et mindre fald i omsætningen i andet kvartal, hovedsageligt på grund af timingen af lanceringen af to nye produkter i vores produktportefølje – Beo Grace øretelefoner og Beosound Premiere soundbar. Vi forventer, at disse lanceringer og to nye flagskibsbutikker, der nu er åbnet i Paris og San Francisco, vil bidrage til omsætningsvæksten i anden halvdel af regnskabsåret i overensstemmelse med de justerede forventninger, der blev offentliggjort i sidste uge, udtaler selskabets finansdirektør samt midlertidige topchef Nikolaj Wendelboe i regnskabet.
Forventningerne til 2025/26 blev i sidste uge indsnævret til en omsætningsvækst på 1-5 pct. i faste valutaer mod tidligere ventet 1-8 pct. På de frie pengestrømme er dertil ventet minus 50-100 mio. kr. mod tidligere minus 100 til 0 mio. kr.
Forventningerne til indtjeningsmarginen før særlige poster er uændret minus 3 til plus 1 pct.
De nyligt indsnævrede forventninger gentages i onsdagens regnskabsmeddelelse.
Til trods for et faldende salg voksede omsætningen fra selskabets brandede salgskanaler 5,5 pct. på årsbasis. Bruttoresultatet voksede ligeledes og landede på 391 mio. kr. For bruttomarginen betød det et plus på 4,2 pct.point til 57,9 pct.
Overskudsgraden før særlige poster var til gengæld negativ i andet kvartal. Facit blev en negativ driftsmargin på 5,3 pct. mod positive 1,7 pct. i andet kvartal af 2024/25. Det skyldes imidlertid, at B&O afholdt sit 100-års jubilæum. Trækkes omkostningerne til jubilæet fra, var EBIT-marginen omkring 0 pct.
- November markerede en historisk milepæl, da vi fejrede vores 100-års jubilæum og hyldede et århundrede med ikonisk håndværk og tidløst design, udtaler Nikolaj Wendelboe yderligere.
Tabel for Bang & Olufsens regnskab for andet kvartal 2025/26:
| Mio. kr. | Q2 2025/26 | Q2 2025/26 (f) | Q2 2024/25 | FY 2024/25 |
| Nettoomsætning | 676 | 676 | 698 | 2553 |
| Omsætningsvækst i lokale valutaer (pct.) | -1,2 | - | -1 | -2 |
| Bruttomargin (pct.) | 57,9 | 57,9 | 53,7 | 55 |
| EBITDA | 20 | - | 68 | 261 |
| EBIT før særlige poster | -36 | - | 12 | 26 |
| EBIT | -42 | - | 8 | 16 |
| EBIT-margin før særlige poster (pct.) | -5,3 | -5,3 | 1,7 | 1 |
| EBIT-margin (pct.) | -6,2 | - | 1,1 | 0,6 |
| Bruttoresultat | 391 | 391 | 374 | 1404 |
| Resultat før skat | -49 | - | -4 | 2 |
| Nettoresultat | -53 | - | -13 | -29 |
(f) = foreløbige tal for andet kvartal lagt frem den 7. januar 2026.
Bang & Olufsens forventninger til 2025/26:
| Mio. kr. | Ved Q2 2025/26 | 07. januar 2026 | Ved Q1 2025/26 |
| Omsætningsvækst i lokale valutaer (pct.) | 1-5 | 1-5 | 1-8 |
| EBIT-margin f.s.p. (pct.) | -3 til +1 | -3 til +1 | -3 til +1 |
| Frie pengestrømme | -100 til -50 | -100 til -50 | -100 til 0 |
.\\˙ MarketWire