02. jun. 2026
38 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Bitcoin dykker under 68.000 dollar for første gang i to måneder

Bitcoin dykker under 68.000 dollar for første gang i to måneder

Bitcoin er tirsdag faldet under 68.000 dollar for første gang i næsten to måneder, da bekymringer om konflikten i Iran samt salg fra storinvestoren Strategy har dæmpet investorernes risikovillighed.

Verdens største kryptovaluta falder tirsdag med 5,2 til 67.630 dollar - det laveste niveau siden 6. april.

Usikkerheden om fremskidt mod en varig våbenhvile mellem USA og Iran har ifølge Antonio Di Giacomo, senior markedsanalytiker hos XS.com, øget risikoaversionen på de globale finansmarkeder.

- Dette miljø gavner typisk traditionelle sikker-havn-aktiver, mens mere volatile instrumenter som kryptovalutaer møder øget salgspres, pointerer markedsanalytikeren ifølge Bloomberg News.

Bitcoin står samtidig over for yderligere modvind, da to af de traditionelt største kilder til efterspørgsel – børshandlede fonde (ETF'er) og Michael Saylors bitcoininvesteringsselskab Strategy – pludselig er blevet en belastning for kursen.

Den seneste del af nedturen for bitcoin blev udløst mandag, da det blev meddelt, at Strategy havde solgt 32 bitcoin for omkring 2,5 mio. dollar.

Salget er af en ubetydelig størrelse i forhold til Strategys beholdning på cirka 59 mia. dollar, men den markerer et symbolsk brud med den strategi, der har gjort Strategy til en af de største købere af bitcoin.

Hos Etoro ser markedsanalytiker Martin Juul-Olsen ikke faldet i bitcoinkursen som et tegn på, at risikovilligheden er forsvundet, men snarere at investorerne søger mod de områder, hvor momentum lige nu er stærkest.

Etoros markedsanalytiker henviser blandt andet til softwareaktier, der er steget 16 pct., mens bitcoin er faldet og samtidig er halvlederaktierne også steget med cirka 60 pct. siden nytår.

- Det peger på, at markedets risikovillige kapital i øjeblikket i højere grad søger mod AI, chip og fysisk tech-infrastruktur frem for krypto, skriver Martin Juul-Olsen.

Han pointerer også, at de stigende renter og den styrkede dollar heller ikke hjælper.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 54 anmeldelser