Med tirsdagens børslukning afsluttes et trist halvår for investorer på det danske aktiemarked, der kan notere sig et samlet fald på 0,35 pct. for året.
- De fik nul og niks i afkast og havde faktisk klaret sig bedre, hvis de havde købt nogle kedelige statsobligationer.
Sådan lyder det fra Frank Øland, der er chefstrateg hos Danske Bank, i en kommentar efter tirsdagens danske børslukning, der binder en sløjfe på det første halvår af 2026, hvor resultatet blev et lille minus.
Og investorerne kan med god grund være skuffede over afkastet i perioden, hvilket tydeliggøres, når de ser på, hvad de kunne have fået andre steder, skriver chefstrategen og tilføjer:
- Det amerikanske aktiemarked er steget næsten 9 pct. i første halvår, og det teknologitunge Nasdaq-indeks er steget 11 pct. - og kan måske nå at stige lidt mere, inden det lukker halvåret i aften.
Men rettes fokus mod Sydkorea er der endnu vildere kursstigninger på menuen, idet det meget teknologitunge Kospi-indeks nemlig er steget 101,1 pct. i første halvår, skriver Frank Øland.
- AI-boomet og særligt efterspørgslen på hukommelse og datalagring er også drivkraften bag den bedst præsterende aktie i det amerikanske S&P 500-indeks, nemlig SanDisk, der er steget 764 pct. på et halvt år.
Med til at løfte det danske aktiemarked op til nulafkastet har især været Novo Nordisk-aktiens stærke andet kvartal, hvor aktien er steget 36 pct. Opturen kom dog efter en periode, hvor Novo-aktien pressede det danske aktiemarked i starten af året, noterer Frank Øland, der understreger vigtigheden af ikke at have for stor samling danske aktier i porteføljen.
- Den store forskel på danske og udenlandske aktiers afkast i første halvår understreger, hvor vigtigt det er ikke at have en alt for stor hjemmemarkedsbias. Vi ser stadig kunder, der har en meget høj andel danske aktier, men samlet set har kundernes hjemmemarkedsbias dog været faldende de seneste år. En del af forklaringen på den udvikling er selvfølgelig, at deres udenlandske aktier har givet markant højere afkast end de danske.
Novo Nordisk-aktien er i 2026 dykket med 3,3 pct., mens Zealand Pharma har klaret sig værst af aktierne i det danske eliteindeks, C25, med et fald på 37,9 pct.
Den bedst præsterende aktie i C25-indekset i år er Demant-aktien med en stigning på 24,6 pct.
.\\˙ MarketWire