Chemometec er med et fald på 37,7 pct. til 245,60 kr. på vej mod sit største endagsfald nogensinde.
Det sker, efter at selskabet har nedjusteret sine forventninger til 2025/26.
I en meddelelse til fondsbørsen forklarer Chemometec, der producerer celletællere, at forretningen i Nordamerika er udfordret fra flere sider.
Udfordringerne tæller den amerikanske nedlukning af statsapparatet i efteråret, der ifølge Chemometec har ført til en generel tilbageholdenhed blandt kunderne sammen med geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed.
- Det har ført til længere beslutningsperioder, som for Chemometec skaber usikkerhed, om hvorvidt et større antal ordrer vil blive modtaget og bogført i 2025/26, skriver selskabet i en meddelelse.
Dertil oplyser Chemometec, at implementeringen af automatiseret produktion til celle- og genbehandlinger blandt selskabets kunder har vist sig at tage længere tid end først antaget.
Endvidere har kundernes interesse for Chemometecs Xcytomatic-platform ført til en opbremsning i salget af andre produkter.
På den baggrund har Chemometec skåret omsætningsprognosen til 490-520 mio. kr. fra 565-580 mio. kr., mens driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger, EBITDA, nu ses ramme niveauet 260-285 mio. kr. Tidligere var der ventet 320-335 mio. kr.
.\\˙ MarketWire