Chemometec kom gennem regnskabsåret 2025/26, som efter selskabets eget udsagn var præget af "forandring og usikkerhed" på markederne, med en beskeden vækst på 3 pct.
Nye instrumenter sikrede i sidste ende fremgangen på toplinjen, og særligt i slutningen af regnskabsåret var der en "yderligere stigning" i efterspørgslen, hvilket lægger fundamentet til en fornyet fremgang i det nu igangværende regnskabsår med en spået salgsvækst på omtrent 10 pct. og en næsten tilsvarende fremgang på driftsoverskuddet.
- Vi befinder os midt i en periode, hvor der sker betydelige ændringer på vores markeder - blandt andet som følge af et stort fokus på automatisering hos vores kunder, kommenterer administrerende direktør Marin Helbo Behrens i regnskabet.
- Derfor har vi i det forløbne år taget en række vigtige skridt for at bringe Chemometec i den rette position til at udnytte de nye muligheder.
Omsætningen i 2025/26 endte i 511,1 mio. kr., hvilket skal sammenlignes med 495,6 mio. kr. i 2024/25.
Driftsoverskuddet, EBITDA, landede samtidig i de forgangne 12 måneder i 281,3 mio. kr. mod 258,0 mio. kr., hvilket svarede til et løft på 9 pct.
Lidt længere nede i resultatopgørelsen endte det med et EBIT-resultat på 251,0 mio. kr. sammenlignet med 236,5 mio. kr. et år tidligere, og årets resultat landede på den baggrund i 201,8 mio. kr. sammenlignet med 174,7 mio. kr.
Chemometec venter for det forskudte regnskabsår 2026/27 en omsætning i niveauet 545-575 mio. kr. og et driftsresultat, EBITDA, på 300-315 mio. kr.
De nye forventninger svarer derfor, målt i midtpunkterne af de udmeldte intervaller, til en fremgang på 9-10 pct.
- I det kommende år vil vores fokus primært være en yderligere intensivering af markedsføringen af vores nyeste Xcytomatic-produkter, blandt andet gennem partnerskaber, en fortsat udvikling af Xcytomatic-platformen, herunder softwareløsningen Xcytomatic Octopus, etablering af nye partnerskaber og videreudvikling af allerede indgåede partnerskaber samt en fortsat styrkelse af vores organisation, lyder det også fra Martin Helbo Behrens.
Chemometec anfører i regnskabet torsdag aften, at selskabet ikke vil betale udbytte for 2025/26 trods den "stærke finansielle position", men det skal ses i lyset af, koncernen i maj igangsatte en tilbagekøbsprogram.
Tabel over Chemometecs årsregnskab for 2025/26:
| Mio. kr. | FY 2025/26 | FY 2024/25 |
| Omsætning | 511,1 | 495,6 |
| EBITDA | 281,3 | 258,0 |
| EBIT | 251,0 | 236,5 |
| Periodens resultat | 201,8 | 174,7 |
Chemometecs forventninger til regnskabsåret 2026/27:
| Mio. kr. | Ved FY 2025/26 |
| Omsætning | 545-575 |
| EBITDA | 300-315 |
.\\˙ MarketWire