Coloplasts regnskab for det forskudte første kvartal af 2025/26 var i høj grad farvet af den usikkerhed, som de amerikanske myndigheder har skabt ved at trække en ellers udarbejdet tilskudspolitik tilbage.
Her er et overblik over regnskabet, der dog også bød på godt nyt i Urologi:
* Coloplasts toplinje kunne ikke følge med forventningerne i første kvartal. Her blev omsat for 7043 mio. kr. mod ventet 7181 mio. kr.
* Her trak salget i divisionerne Stomi, Kontinens og Sårpleje & Vævsreparation ned, da de alle solgte under forventning.
* Til gengæld var der fremgang i divisionen Urologi, der voksede 8 pct. organisk mod ventet 2 pct. Divisionen var sidste år tynget af produkttilbagekaldelser, men det er nu et afsluttet kapitel.
* I Kerecis, der fremstiller sårbandager af fiskeskind, tyngede usikkerhed omkring USA's tilskudspolitik, der 24. december blev trukket tilbage. Kerecis' produkter var ellers udtaget til at være tilskudsberettiget. Tilskudsændringen omfatter cirka 20 pct. af salget i Kerecis.
* - Den tilbagetrukne LCD (tilskudspolitik, red.) har skabt så meget usikkerhed i markedet, at det selvfølgelig påvirker salgstallene lige nu. Det fjerner ikke den langsigtede retning, der er, at vi har nogle af de produkter, der er allerbedst dokumenter - det har vi også myndighedernes ord for, siger Lars Rasmussen.
* Det kinesiske marked trak ned i første kvartal, hvor et svagt forbrugersentiment betød tilbagegang i salget inden for Stomi. Divisionen var samtidig oppe mod et svært sammenligningsgrundlag i USA, der i samme periode sidste år havde høj vækst.
* Coloplast fastholder sine forventninger til året om en omsætningsvækst og indtjeningsvækst i faste valutaer på cirka 7 pct.
Tabel over Coloplast s regnskab for første kvartal af 2025/26:
| mio. kr. | Q1 25/26 | Q1 25/26 (e) | Q1 2024/25 | FY 25/26 (e) | FY 2024/25 |
| Omsætning | 7043 | 7181 | 7026 | 29.112 | 27.874 |
| - Stomi | 2531 | 2582 | 2537 | 10.283 | 9897 |
| - Kontinens | 2261 | 2312 | 2208 | 9469 | 8984 |
| - Urologi | 733 | 705 | 713 | 2832 | 2784 |
| - Sårpleje & Vævsreparation | 933 | 983 | 1011 | 4124 | 4060 |
| - S&R pleje | 585 | 585 | 557 | 2428 | 2110 |
| Organisk vækst % | 6 | 6,0 | 7,6 | 7,2 | 7 |
| EBIT f.s.p. | 1850 | 1946 | 1912 | 7976 | 7670 |
| EBIT-margin f.s.p. i % | 26 | 27,1 | 27,2 | 27,4 | 28 |
| Resultat før skat | 1791 | - | 1769 | - | 6157 |
| Nettoresultat | 1397 | 1374 | 1044 | 5755 | 3636 |
(e) = konsensusestimater indsamlet af Coloplast selv blandt 18 analytikere frem til 15. januar (median).
Coloplasts forventninger til året 2025/26:
| i % | Ved Q1 25/26 | Ved Q4 24/25 |
| Organisk vækst | cirka 7 | cirka 7 |
| EBIT-vækst i faste valutaer | cirka 7 | cirka 7 |
.\\˙ MarketWire